Per Clausen advarer Corydon mod blå reform

Regeringen får svært ved at lave finanslov med Enhedslisten efter en blå skattereform, siger Per Clausen.

Per Clausen advarer Corydon mod blå reform

Regeringen får meget svært ved at lande en finanslov med Enhedslisten, hvis den først har lavet en blå skattereform med Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

Sådan advarer Enhedslistens gruppeformand Per Clausen, som fredag er sat uden for døren, mens finansminister Bjarne Corydon (S) møder Venstre.

- Der er ingen grund til at lægge skjul på, at det bliver svært. Hvis regeringen skulle vælge at lægge sin økonomiske politik i hænderne på partier, som vil vælte regeringen hurtigst muligt, har den anbragt sig i en meget vanskelig situation, siger han.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen meddelte torsdag fra klimatopmødet Rio de Janeiro, at Venstre nu vil forhandle. Det skete efter opfordring fra De Konservatives leder Lars Barfoed. Venstre har også fået kraftig kritik fra sine borgmestre og erhvervsledere for at være for passiv.

Enhedslistens forhandlere drøfter i weekenden krav til en rød skattereform med hovedbestyrelsen.

- Muligheden for at lave en finanslovaftale med regeringen er uendelig meget bedre, hvis vi har en rimelig fornuftig skatteaftale, end hvis regeringen skaber sig kæmpestore problemer ved en skatteaftale med de borgerlige partier, siger Per Clausen.

- Med mindre regeringen har en idé om, at man kan få Venstre til at stemme for finansloven, siger han.

Regeringen vil spare tre milliarder kroner på at regulere dagpenge, folkepension og andre offentlige overførsler langsommere. Samtidig mister velstillede folkepensionister 13.600 kroner i grundbeløb. Liste Ø afviser begge krav.

- Med os laver man ikke aftaler, hvor man tager penge fra arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Man laver heller ikke aftaler, hvor man forringer almindelige folkepensionister vilkår, siger Per Clausen.

/ritzau/