Per Clausen: Ikke flere p-pladser

Enhedslisten mener, man må leve med de forhold, der er i Vestbyen

Folk må finde sig i, at de ikke kan parkere lige foran deres dør, mener Enhedslistens gruppeformand Per Clausen. Foto: Grete Dahl <i>Grete Dahl</i>

Folk må finde sig i, at de ikke kan parkere lige foran deres dør, mener Enhedslistens gruppeformand Per Clausen. Foto: Grete Dahl Grete Dahl

AALBORG:- Man må leve med de begrænsninger der er, hvis man vil bo i et kvarter som Vestbyen.

Det mener gruppeformand for Enhedslisten i Aalborg Byråd, Per Clausen i en kommentar til den seneste uges fokus på p-pladsforholdene i bydelen.

To gader i bydelen, Helgolandsgade og Herluf Trollesgade, topper således listen over gader, hvor der uddeles flest p-afgifter. Folk parkerer blandt andet for tæt på vejkryds, fordi de ikke kan finde en p-plads i nærheden af deres bopæl. Som konsekvens af de manglende p-pladsforhold udvider Kvickly Vestbyen i Dannebrogsgade nu sine parkeringspladser ved at tage lagerareal i brug.

Men Aalborg Kommune skal ikke gøre noget ved problemet med for få p-pladser, mener Enhedslisten.

- Der findes ikke nogen løsning, som kan sikre beboerne i Vestbyen parkeringspladser lige ved siden af den opgang, de bor i, mener Per Clausen, der selv bor i bydelen og kender til problemerne.

- Det kan jo ikke lade sig gøre, og prisen for at bo der er, at man må gå et stykke. Det er også meget tæt på byen, så man kan jo enten cykle eller gå, mener Per Clausen og tilføjer, at beboerne heller ikke ønsker at asfaltere de grønne arealer.

- En af Vestbyens store attraktioner er de grønne områder, og de skal ikke plastres til med parkeringspladser.

- Etablering af parkeringspladser på grunden, hvor spritfabrikkerne ligger i dag, vil heller ikke kunne løse problemet, siger han.

Per Clausen mener i det hele taget, at løsningen er offentlige transportmidler.

- Beboerne i Vestbyen bør være glade for, at vi med forbedringerne af nærbanen og med etableringen af letbanen har sikret en god dækning med kollektiv trafik. Det er en langt mere bæredygtig løsning end forsøg på at skaffe plads til, at beboerne i Vestbyen får parkeringspladser tæt på, hvor de bor, mener Per Clausen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.