Per Husted fejret med øl og sandwich

Blev sikker vinder af urafstemningen, og er nu Socialdemokraternes MF-kandidat

Jørgen Tøttrup
Per Husted blev fejret med øl og sandwich, men fik også et håndtryk af Grethe Enevoldsen, formand for kandidat-udvalget.FOTO: Michael Koch
EMNER 21. marts 2007 05:00

MARIAGERFJORD: Sandwich serveret direkte fra delikatessens papkasse og en håndbajer med eller uden plastikkrus. På den måde blev tidligere erhvervschef i Hadsund, Per Husted, Hadsund, i aftes budt velkommen som - måske - fuldblodspolitiker for Socialdemokraterne i Mariagerfjord Kredsen. Sandwich og øl blev serveret i et bestyrelseslokale hos Dansk Metal i Hobro umiddelbart efter at resultatet af urafstemningen var blevet offentliggjort. 267 af medlemmerne havde sat deres kryds ud for Per Husted. Hans eneste modkandidat, Jesper Helbo Vinther, Hobro, havde kun fået 84 stemmer. To voterede blankt. Stemmeprocenten blev opgjort til kun godt 50. Per Husted var naturligvis glad for valget, men også ydmyg i forhold til den udfordring, der nu venter ham. - Og jeg kan jo ikke gøre det alene. Nu handler det om at stå sammen, var hans umiddelbare kommentar. Jesper Helbo Vinther tog på sin side nederlaget med et smil. - Det var måske også lidt naivt at tro, at en 25-årig studerende kunne slå en 40-årig erhvervschef, sagde han. Per Husted skal forsøge at løfte arven efter Arne Toft, som har valgt at sætte sig selv på politisk pension. med virkning fra et kommende valg. Den nye MF-kandidat kan dog gå til opgaven med den vished, at andre fra Hadsund har gjort det før ham. Kredsen - den nu tidligere Hobro-kreds- har tidligere givet valg til Poul G. Mortensen og Holger Graversen, Hadsund.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...