Per Pallesen - frit fra hjertet og uden filter

Per Pallesen gav den gas til Hjerteforeningens jubilæumsfest

30. april fylder han 69 år, og næste år har han 50 års jubilæum som skuespiller. Men Per Pallesen startede sin karriere som elev i Sparekassen for Aars & Omegn. - De tre kedeligste år i mit liv, fortalte den folkekære skuespiller, der søndag trak fuldt hus i Manegen til 25 års jubilæumsfest i Hjerteforeningens lokalkomite. Bankskolen var rædselsfuld. Per Pallesen søgte ind på elevskolen på Aalborg Teater, og samme dag, som han skulle til eksamen på bankskolen, fik han den glædelige meddelelse, om at han var optaget på teaterets elevskole. - Jeg orkede ikke at gennemføre prøven på bankskolen, men skrev blot på regnearket, at jeg nu skulle være skuespiller, afleverede og gik efter tre minutter, fortalte Per Pallesen. Herefter er det gået over stok og sten, med teater, revy, film, tv og radio - og et liv med de fleste af Danmarks mest kendte skuespillere. Hjørring Revyen har en helt speciel plads i Per Pallesens hjerte. Fra 1978 til 2005 lavede han med få års undtagelse revy i Hjørring. Med stor succes. Lige indtil byrådet sagde nej til "sølle 100.000 kroner". - En flok bønder, sagde Pallesen, om byrådet der ikke forstod revyens enorme pr-værdi for Hjørring. Og så var det endda nær aldrig blevet til noget. Mens Per Pallesen i 1977 overvejede forgængeren Eddie Skollers tilbud om at overtage Hjørring Revyen, fik han et tilbud fra Aage Stentoft, der ville have Per Pallesen til at være makker med selveste Dirch Passer. Det var blot et par af de mange historier fra Per Pallesens liv som skuespiller, der blev plads til her.

Forsiden