Afghanistan

Per Stig bekymret over kvindelov

KØBENHAVN: En særlig lov, der specielt er rettet imod shiamuslimske kvinder, er trådt i kraft i Afghanistan. Det var den lov, der tidligere i år førte til internationale protester, herunder danske, men tilsyneladende er den nu alligevel gennemført, dog i en revideret udgave. Den amerikanske menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch (HRW) sagde fredag, at den trådte i kraft 27. juli. HRW siger, at loven godt nok er ændret, men at den fortsat er stærkt diskriminerende over for kvinder. Blandt andet kan en voldtægtsmand slippe for straf imod at betale blodpenge. I Udenrigsministeriet i København vil den nye lov nu blive nærlæst, og udenrigsminister Per Stig Møller (K) siger, at han har sendt et brev til sin afghanske kollega for igen at understrege sin bekymring og "det absolut nødvendige i, at Afghanistan overholder sine internationale menneskerettighedsforpligtigelser og sine løfter om ligestilling imellem kønnene". - Vi vil nu sammen med vores partnere i bl.a. FN og EU nærlæse lovteksten og drøfte vores muligheder for at reagere. Vi vil også forsætte vores dialog med de civilsamfundsgrupper, der arbejder for kvinders rettigheder og ligestilling i det afghanske samfund, tilføjer han. /ritzau/