Per Stig besøger Bagdad på blodig dag

Udenrigsminister fløj til ind over den irakiske hovedstad i amerikansk militærhelikopter

Amman: Per Stig Møller besøgte i går Bagdad, hvor han bl.a. mødtes med Iraks premiereminister. Det var den danske udenrigsministers første besøg i Bagdad siden 2004. Da udenrigsminister Per Stig Møller (K) efter sit besøg i Bagdad lørdag fløj i en amerikansk Black Hawk militærhelikopter fra den “grønne zone” til lufthavnen i Iraks hovedstad, kunne man tydeligt se de tykke mørke røgskyer stige op fra den centrale del af byen. Efterfølgende stod det klart, at røgen kom fra tre bilbomber, der i minutterne efter Per Stig Møllers afgang dræbte mindst 51 mennesker. Tidligere på dagen var snesevis andre blevet myrdet - blandt andet en embedsmand fra det irakiske indenrigsministerium. Den danske udenrigsminister kom til Bagdad lørdag formiddag og mødets her med premiereminister Nuri al-Maliki og den amerikanske ambassadør Zalmay Khalilzad. Torsdag aften havde Per Stig Møller holdt samtaler med sin irakiske kollega, Hoshyar Zebari, ved Det Døde Hav i Jordan. - Jeg har fået det ud af den irakiske regering, at regeringen virkelig tror på, at den er ved at være oppe på bakketoppen. Den har haft meget svære tider, men den føler virkelig, at den er ved at have styr på det, sagde Per Stig Møller. Den irakiske premiereminister, Nuri al-Maliki, sagde efter mødet med Per Stig Møller, at de danske tropper “snart” kan tage hjem. Længere ville han dog ikke gå. - Danskerne har hjulpet os i vanskelige tider, og I var partnere i vores sejr. Vi takker dem for, hvad de gør, og forlader os med æren i behold, sagde premierministeren. - Snart, svarede han på spørgsmålet, om hvornår han forventer, at de danske soldater kan trække sig tilbage. Maliki sagde for få dage siden, at han forventer, at irakerne kan overtage ansvaret for landets sikkerhed i juni 2007. Lørdag modererede han sin udtalelse, idet han henviste til den komité, som er nedsat af amerikanere og irakere, der skal se på, hvordan processen fremmod en sådan overdragelse kan fremskyndes. Der er både indgået aftaler med Syrien og Iran, og det håber den danske udenrigsminister kan lægge låg på nogle af sikkerhedsproblemerne. For forudsætningen for at få gjort det demokrati, som koaltionsstyrkerne håber på, levedygtigt, er, at sikkerhedsproblemerne løses. - Man skal undgå, at det ender med en stat, der bliver delt op i to eller tre dele. Det er vigtigt at støtte den centrale regering, og det mener hele den arabiske verden. Dét har vi konstateret de seneste par dage, sagde Per Stig Møller med henvisning til G8-landenes demokratikonference Forum for the Future, som han torsdag og fredag deltog i ved Det Døde Hav. På trods af udenrigsministerens optimisme på den irakiske regerings vegne forværres situationen i Bagdad dag for dag. Antallet af dræbt civile stiger hele tiden. - Det går da ikke godt nok. Jeg står da ikke her og siger, at det går godt nok. Men jeg kan konstatere en meget kraftig vilje og en positiv fornemmelse hos dem selv, sagde Per Stig Møller. Han mødtes også med den amerikanske ambassadør, Zalmay Khalilzad, der udtrykte taknemmelighed for de danske styrkers arbejde i Irak. Da ambassadøren blev spurgt, hvorvidt Nuri al-Malikis mål om, at irakerne kan overtage sikkerhedsansvaret i juni 2007, var er realistisk, var han dog ikke helt så optimistisk. - Jeg synes, at det er et mål. Vi arbejder med ham, men vi må være indstillet på, at det måske tager længere tid, end han ønsker, sagde Khalilzad.Røge/ritzau/