Per Stig: Forkerte oplysninger var en "smutter"

Statsminister Anders Fogh Rasmussen var i skudlinien både under og efter mødet i Udenrigspolitisk nævn tirsdag
Foto: LIselotte Sabroen/Scanpix

Statsminister Anders Fogh Rasmussen var i skudlinien både under og efter mødet i Udenrigspolitisk nævn tirsdag Foto: LIselotte Sabroen/Scanpix

København, tirsdag /ritzau/ Udenrigsministeren tager ansvaret for, at statsministeren gav forkerte oplysninger om møde med de arabiske ambassadører i november Udenrigsminister Per Stig Møller (K) påtager sig ansvaret for, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har fået upræcise oplysninger om et møde, som udenrigsministeren holdt den 8. november med ambassadører fra de arabiske lande, og at statsministeren derfor har videregivet forkerte oplysninger til Folketinget. - Vi har ikke ønsket at skjule noget for offentligheden, hvilket også viser, at det her var en smutter. Og det har vi beklaget i Nævnet. Den smutter er ikke statsministerens, det er min, sagde Per Stig Møller tirsdag efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Mens Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne fastholdt borgfreden om Muhammed-tegningerne, så gjorde Enhedslisten det klart, at der er grund til at kritisere VK-regeringens håndtering af mødet med ambassadørerne. - Hvis jeg var ambassadør, så ville jeg blive rasende over først at få at vide, at man ikke kunne få et møde, og dernæst blive kritiseret for at man ikke rejste sagen på et møde, som handlede om noget helt andet, sagde partiets udenrigsordfører, Frank Aaen. Selv nedtonede Anders Fogh Rasmussen betydningen af ambassadør-sagen. - Vi befinder os i den største udenrigspolitiske udfordring, Danmark har stået overfor siden Anden Verdenskrig. Det forekommer mig, at være meget typisk dansk, at i den situation kan det gøres til et stort spørgsmål, om der var 8 eller 11 deltagere i et møde, sagde statsministeren. Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, ønskede heller ikke at diskutere sagen yderligere. - Jeg synes, det er væsentligt, at den her krise ikke benyttes til indenrigspolitisk spil. Derfor er sagen om, hvorvidt der har været 8 eller 11 ambassadører på et møde blot en sag om 3 personer fra eller til, sagde Pia Kjærsgaard. Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, vil ikke gå ind i en "indenrigspolitisk polemik". - Det er noget rod, og en sag vi gerne have været foruden. Det er vigtigt, at vi i denne situation bruger alle vore kræfter på at løse krisen, sagde Jeppe Kofod. Den Radikale udenrigsordfører, Niels Helveg Petersen, konstaterede, at han tager Per Stig Møllers forklaring "til efterretning". Statsministeren har således offentligt og i Folketinget fortalt, at udenrigsministeren mødte alle de 11 ambassadører, der bad statsministeren om et møde om Muhammed-tegningerne. Det har dog vist sig, at det ikke stemmer. 3 af de 11 ambassadører deltog ikke i mødet, og dagsordenen for mødet var ikke tegningerne, men et forestående møde i Bahrain. /ritzau/