Per Stig Møller besøger Abdullah

Udenrigspolitik 3. september 2002 08:00

JEDDAH: Udenrigsminister Per Stig Møller (K) indledte i går sin Mellemøst-rundrejse for at undersøge, om de stridende parter kan se en fremtid i det nye danske fredsinitiativ. Og det var en optimistisk udenrigsminisiter, der mandag aften i Jeddah i Saudi-Arabien kunne fortælle, at initiativet er blevet godt modtaget af den arabiske verdens religiøse og centrum og økonomiske stormagt, Saudi-Arabien. Per Stig Møller mødtes kort efter sin ankomst til Jeddah med Saudi-Arabiens reelle leder, kronprins Abdullah, der leder landet, fordi kong Fahd er sygdomssvækket. Abdullah havde ikke umiddelbart invendinger mod initiativet, sagde den danske udenrigsminister, der også er EU formand. - Han fortalte, at han er dybt deprimeret over udviklingen i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Og så sagde han, at han ikke ville lægge hindringer i vejen for vores initiativ, refererede Per Stig Møller. Kronprins Abdullah udtalte sig ikke efter mødet, men danske kilder, der overværede mødet, sagde, at han havde udtrykt glæde og tilfredshed med, at der nu tages et initiativ for at få standset blodsudgydelserne og for at få skabt fred. Den saudiarabiske kronprins vil nu se nærmere på initiativet og så melde tilbage så hurtigt som muligt. Abdullah er selv på banen med et forslag, som Den Arabiske Liga vedtog på et topmøde for et halvt år siden. Det går ud på, at Israel skal trække sig tilbage til grænserne fra før krigen i 1967, hvorefter de arabiske lande indgår fredsaftaler med den jødiske stat. Denne plan er indarbejdet i den Mellemøst-køreplan, der i weekenden fik opbakning fra de øvrige EU-landes udenrigsministre under deres møde i Helsingør. Planen er opdelt i tre faser og har en palæstinensisk stat i år 2005 som mål, noget, som USA's præsident, George W. Bush, også har talt om. Første fase løber frem til det planlagte palæstinensiske valg i januar, og her skal sikkerhedssituationen mellem israelere og palæstinensere forbedres. Næste fase skal reformere den palæstinensiske administration og føre til etablering af en foreløbig palæstinensisk stat om et år. Sidste fase skal så løse de store problemer mellem israelere og palæstinensere, såsom spørgsmålet om Jerusalems fremtid, grænsedragning og palæstinensiske flygtninge. Per Stig Møller sagde, at der givetvis er noget, der skal ændres og justeres, men det er de nedsatte kontaktgrupper, der skal arbejde videre med processen. Den såkaldte Mellemøst-kvartet, EU, FN, USA og Rusland, der forsøger at standse blodsudgydelserne mellem israelere og palæstinensere permanent, har nedsat grupperne, der blandt andet arbejder med det palæstinensiske valg, palæstinensiske reformer og andre problemer i konflikten. Næste stop på turen er Egypten, hvor Per Stig Møller tirsdag mødes med sine kollega Ahmed Maher, inden han senere på dagen rejser til Israel for at møde premierminister Ariel Sharon i Jerusalem og den palæstinensiske leder, Yasser Arafat, i Ramallah på den israelsk-besatte Vestbred. Torsdag slutter rundrejsen efter planen med endnu et besøg i Egypten, hvor den danske udenrigsminister og EU formand besøger præsident Hosni Mubarak. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...