Per Stig: Thatcher rejste en syg mand op

Margaret Thatcher overtog et England i knæ og fik rettet landet op igen, mener Konservatives Per Stig Møller.

Per Stig: Thatcher rejste en syg mand op

Englands tidligere premierminister, Margaret Thatcher, efterlader ifølge Per Stig Møller et eftermæle som kvinden, der rettede England op, da ingen før hende havde turdet.

- Margaret Thatcher overtog et England, der var fuldstændig i knæ. Det var jo fagbevægelsen og kulminearbejderne, der styrede England, da hun tog til, siger Per Stig Møller (K), tidligere udenrigsminister, til Ritzau og tilføjer:

- Hun tog det opgør, som ingen af hendes forgængere havde vovet at tage og fik så England, som dengang blev kaldt "Europas syge mand", rejst op igen og fik fremgang i landet.

Per Stig Møller nåede aldrig selv at møde Margaret Thatcher, før hun døde af hjertestop mandag i en alder af 87 år. Han er dog ikke i tvivl om den markante politikers betydning for Storbritannien.

- Hvis ikke hun havde været den jernlady, var hun for det første ikke kommet til tops, for det andet havde hun ikke fået genrejst England, og for det tredje fastholdt hun Falklandsøerne, siger han og tilføjer:

- Hun havde heller ikke fået omlagt England uden jernviljen. Hvor hendes forgængere var pæne og rare mænd, så havde de ikke fået rettet England op. Det fik hun kun med den kombination af målrettethed og jernvilje, hun havde.

Margaret Thatcher var Storbritanniens premierminister fra 1979 til 1990. Herefter trak hun sig som formand for det konservative parti under et kampvalg. Og netop måden, Thatcher trådte ud af politik på, er tragisk, mener Per Stig Møller.

- Vi har mistet hende som politisk skikkelse for længe siden. Men det var tragisk, den måde hun kom ud af politik på.

- I politik giver man ikke det sidste spark, det får man. Og det fik hun så også af sit eget parti, og det var i virkeligheden der, den politiske tragedie lå, siger han.

Per Stig Møller kalder dog stadig Thatcher for et "ikon", selvom hun de seneste år ikke har haft en aktiv politisk rolle.

- Hendes gerning står tilbage, og der har hun været en meget stor personlighed. Man kan sige, at Storbritannien har haft to stærke mænd i det 20. århundrede, den ene var Winston Churchill, og den anden var Margaret Thatcher.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.