Perfekt farvel

BRØNDBY:Det skulle have været afskeden med Per Nielsen, da han lod sig udskifte efter blot tre minutter af anden halvleg af testimonialkampen mod Deportivo La Coruña. Slut var en lang karriere for den garderhøje forsvarsspiller, der har været med til at fejre store triumfer i den blågule trøje. Men Per Nielsen måtte trække trøjen over hovedet endnu engang. Godt et kvarter før tid måtte den nye svenske forsvarsspiller Jon Jonsson lade sig udskifte med kramper, og så måtte Per Nielsen træde til igen. Spanierne kom foran i første halvleg, da Juan Carlos Valeron fik lov til at stå og varme bolden foran et Brøndby-forsvar, da lå højt på banen, og det var guf for den spanke kreatør, der sendte en medspiller af sted i dybden. Brøndby-forsvaret halsede tilbage, men kunne ikke nå spanierne, og Angela Lafita kunne sætte bolden i mål. Der skulle dog ikke gå mere end et minut, før Morten "Duncan" Rasmussen pandede bolden i nettet til 1-1 efter et fornemt indlæg fra Daniel Wass. Per Nielsen nåede også selv at være med i de offensive løjer med et drøn på overliggeren.