Perfekt gave til manden, der ikke selv har købt den

Fra begyndelsen til enden er "Politikens bog om whisky" en stor fornøjelse. Forfatteren Michael Jackson er en af de mest erfarne whiskyskribenter i verden, så man er i trygge hænder.

Hans viden pakket ind i en excellent opsætning gør bogen til en af dem, man bør have stående. Skotsk whisky fylder naturligvis mest. Der er så mange spændende historie at fortælle om destillerierne og deres mange nuancer i whiskyerne. Det er Skotland, vi normalt forbinder med whisky, men der er mange flere typer: irsk, canadisk, japansk, amerikansk. Ja, der er endda omtale af destillerier i Polen, Østrig, Sverige, Finland og Tjekkiet. Bogen indledes med et stort afsnit om den generelle fremstillingsmetode, som er fint illustreret både med fotos og tegninger. Der er i øvrigt gennemgående i bogen, at billederne er af høj kvalitet og i rigelig mængde. Her er den perfekte julegave til manden, der ikke selv har nået at købe bogen, som er på 290 sider. Den koster 249 kr. Selv om det kan knibe med at få plads til cocktails i alkoholbudgettet, hvis der også skal drikkes vin, er det godt med en bog ved hånden, når det endelig sker. "Politikens bog om drinks & cocktails" er en god mulighed. Den er let tilgængelig med masser af opskrifter og gode billederne. Cocktails er festlige i sjove glas og i glade farver. Man får lyst til at vælge bare ud fra billederne. Pernille Florie, som har skrevet bogen, har samlet sine erfaringer gennem 20 års arbejde i det københavnske barliv. Den er på 144 sider og koster 169 kr.