Fodbold

Performance med racistiske undertoner

KUNSTPERFORMANCE AaB-FCM - Du skal afsted onsdag aften. For enden af Harald Jensens Vej i Aalborg ligger en meget stor grå betonkasse. Og i den finder der en kunshappening sted, som du skal skrive om. Det er muligvis Fluxus. Eller det er en installation. Eller Performance. I hvert fald skal du afsted, brummede kulturredaktøren og skelede hen til mig. Som yngste mand på redaktionen (47 år) er der jo ikke meget at stille op. Og det skulle da også vise sig at være en ganske anderledes kulturel oplevelse, end det jeg til hverdag oplever på landsdelens museer, teatre og biografer. Endsige hos keramikerne og billedvæverne. Først og fremmest fordi der var 10.702 tilskuere. Så mange har jeg lige godt aldrig set ude på Nordjyllands Kunstmuseum. Heller ikke hvis jeg har hængt ud derude i et helt kvartal. Men også fordi publikum var så anderledes. Lige ved siden af billetsalget stod en mand og – udskyld udtrykket, men det passer så godt – pissede op af kiosken. Det bruger vi altså ikke inde på Aalborg Teater. Men vi kom da også ind i selve teatersalen. Og her fik jeg den næste, store overraskelse: Der var intet tag på teatret! Og værre endnu: på scenen – ja kan De tænke Dem hvor vildt – havde man sået græs! Ih du milde, siger jeg bare. Jo, der var vistnok lagt op til en Fluxus-koncert af de bedre, så totalt overraskende alting var. Publikum var meget støjende, og de vidste helt klart ikke, at man ikke må klappe mellem satserne, de plebejere. Men der var også masser af højttalere, der spillede overordentligt larmende musik afløst af reklamer. Og endelig var en lille del af publikum isoleret fra resten. Det var nogle mennesker, der stod i et særskilt aflukke, hvor de drak rigtigt mange øl (jeg tror, de kaldte dem for fadbamser), viftede med nogle sort/røde flag i overstørrelse og smed rødt toiletpapir ind på græsplænen. De råbte noget andet end alle de andre tilskuere. Jeg undrer mig stadig over denne del af showet. Er det instruktøren, der har forlangt, at en del af tilskuerpladserne skulle være en del af showet. Eller var disse tilskuere bare mærkelige. De spillede konstant på tromme, og på trods af at de ikke har været mere end to snese tilsammen, så kunne de larme overordentligt kraftigt. Og de to trommeslagere var med garanti ikke uddannet på konservatoriet. De havde et meget ens og ufølsomt anslag, men kunne i hvert fald slå hårdt på trommeskindet. Ind på scenen kom først 11 skuespillere i sorte bluser og sorte shorts. Det var egentligt et meget kækt fif, det med at lave ens kostumer. Men inden de havde fremført så meget som en enkelt replik, begyndte publikum at buhe af dem og pifte. Det var ærligt talt uopdragent. Men det var også et særegent publikum denne aften. Kort efter kommer andre 11 skuespillere, men de er i stedet iklædt rødt og hvidt tøj. Altså Dannebrogsfarverne. Og straks begyndte tilskuerne at klappe begejstret, som om de ville udtrykke en basal, primitiv glæde over vores nationalfanes farver. Endelig kommer der ind på scenen også tre mænd i grønne dragter. De to af dem løb langs scenekanten med små sjove flag, og det så rigtigt festligt ud. En anden herre løb rundt midt på scenen og spillede små melodiløse strofer på en trillefløjte. Han har helt sikkert været koreografen, for hver gang han spillede en lille strofe, stoppede de øvrige medvirkende straks op, for at modtage nye instrukser fra ham. De 25 skuespillere anvendte kun én rekvisit. Nu sad jeg temmelig langt fra scenekanten, men det så grangiveligt ud, som om der var tale om en kugle af læder, der var pustet op indtil et vist indre overtryk. I hvert fald blev denne rekvisit brugt rigtigt flittigt. Nogle gange sparkede skuespillerne til den, og jeg mener helt klart at kunne tolke, at denne adfærd er et symbol på vore dages fremmedhads-diskussion. Altså at den ukendte, farlige, runde, oppustede tingest symboliserede de fremmede, indvandrerne. Og derfor blev der sparket til den hele tiden. Den skulle holdes væk, den skulle stresses, den måtte aldrig få ro. I andre dele af spillet forsøgte skuespillerne at holde lædertingesten svævende ved konstant at nikke den i vejret med hovedet. Heri ligger jo en soleklar symbolik: Vist kan vi ikke lide de fremmede, men vi kan heller ikke undvære dem. Derfor forsøger vi at holde dem svævende. Det var i disse situationer, at stykket egentligt var smukkest, fordi det her antydede, at midt i al mørket er der trods alt et håb. At tolerancen har liv. Da der var en kort pause mellem de to akter, kom nogle unge kvinder ind på scenen. De var ligeledes iklædt rød-hvidt tøj, men de havde også nogle gigantiske rød-hvide pudseklude i hænderne, som de brugte til at bevæge rundt i luften. Symbolværdien er her helt soleklart, at efter racismen må luften klares. Gøres rent. Pudses for snavset. Også disse billeder er smukke, omendskønt de mange kvinder ingenlunde levede op til mine idealer for hvordan en god klassisk ballet skal udføres. Over højttalerne var dette optrin blevet kaldt "Å B's Tier Lieder". Den titel finder jeg noget misvisende, da der jo på ingen måde er tale om at der blev sunget dyresange på tysk. Umiddelbart inden stykket sluttede, skete der en markant ændring af hele stykkets egenart. Rekvisitten – altså læderkuglen – blev anbragt i et fiskenet for enden af scenen, og selv om undertegnede overhovedet ikke fatter symbolikken heri, så jublede tilskuerne meget højlydt. De klappede og jublede og hujede. Mens de andre tilskuere, dem der var iklædt det sort-røde tøj og som stod anbragt i en celle for sig selv på tilskuerrækkerne, pludseligt fremviste en særdeles aggressiv og i grunden ikke særlig sympatisk fremfærd. De kastede med øl. Ja jeg føler egentligt, at de var en smule truende i deres adfærd. Ganske få minutter efter dette højdepunkt blev showet afblæst lige så pludselig som det startede. Publikummerne forlod teatret, og mange af dem fremsagde en hyggelig lille vise på kun tre ord. Den lød "God tur Hjeeeem" Jeg har spekuleret en del over, om jeg ikke har fået det hele med, for de tre ord er jo ingenlunde nok til at det kan betegnes som haiku eller anden digteform af østasiatisk herkomst. Knækprosa er det heller ikke. Men da den samme sætning blev gentaget i en uendelighed, er der måske i virkeligheden tale om en sang, hvor det faktisk er meningen, at en meningsløs sætning skal gentages i det uendelige. Jeg tror, at man kan tolke det derhen, at det er møntet på de fremmede. Det er en holdning, som jeg slet ikke kan anerkende, og som ikke hører hjemme i kulturens verden. Det er også derfor, at jeg kun kan give denne kunstinstallation to stjerner. Der er simpelthen for mange racistiske elementer deri. Til gengæld er jeg aldeles imponeret over skuespillerne. Sjældent har jeg dog set aktører på et teater, museum med mere få så meget motion. Leder man der imod efter en decideret handling, leder man forgæves, så på det plan var skuespillet lige så interessant som at få fjernet blindtarmen eller få en rodbehandling. Max Melgaardmax.melgaard@nordjyske.dk AaB-FC Midtjylland. Skuespil i to akter. Instruktører: Poul Erik Andreasen og Troels Bech. Koreograf: Knud Stadsgaard. 105 minutter. Aalborg Stadion onsdag aften.