Permanent gågade stemt ned igen

Politikere vil ikke risikere at Løkken forvandles til en spøgelsesby om vinteren

LØKKEN:Gågaden i Løkken bliver heller ikke gjort permanent i denne omgang. Politikerne i Løkken-Vrå Kommune og de handlende i Løkken har diskuteret gågadeperiodens længde lige siden gågaden blev indført, og de to fløje står stadig stejlt overfor hinanden: Dem, der vil have gågadeperioden så kort som mulig, og dem, der vil have gågade hele året rundt. Et mindretal af butiksejerne er tilhængere af en permanent gågade, og det er også hvad teknisk forvaltning anbefaler politikerne at sige ja til. Men det lader politikerne sig nu ikke anfægte af. De siger - igen - nej til at gøre gågaden permanent. Ændrer ikke noget - Vi har hørt dem, der havde en mening om sagen, og svarene giver ikke anledning til at ændre noget. Gågadeperioden skal fortsætte med samme længde som i dag, siger Kim Bach (fællesliste), formand for teknisk udvalg. Politikerne er på linje med flertallet af medlemmerne i Løkken Handelsstandsforening, der frygter at en permanent gågade vil forvandle Løkken til en spøgelsesby i vinterhalvåret. - I vinterperioden er det ikke ligefem overbefolkning man døjer med i Løkken, og vi synes også der skal tages hensyn til helårsforretningerne, der helst vil have, at kunderne kan køre helt ind i forretningerne, siger Kim Bach.