Permanent pitstop nærmer sig

Le Mans-legenden Tom Kristensen tror ikke han kører ræs på højeste plan om fem år

Ra­cer­kø­re­ren Tom Kris­ten­sen er be­gyndt at kun­ne se en­den på sin im­po­ne­ren­de kar­ri­ere. Foto: Claus Søndberg

Ra­cer­kø­re­ren Tom Kris­ten­sen er be­gyndt at kun­ne se en­den på sin im­po­ne­ren­de kar­ri­ere. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Han har stadig sit drengede smil og ligner ikke umiddelbart en mand der til sommer runder 40 år. Men det gør racerkøreren Tom Kristensen. Og den, på elitesportsniveau, pensionsmodne alder har fået den syvdobbelte Le Mans-vinder til seriøst at overveje, hvornår han slipper foden fra speederen og kører sportsvognen i garagen. - Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt sige, hvornår det kan være slut, men det er selvfølgelig inde i mine overvejelser, og jeg skal snakke med familien om det hen over vinteren. - Hvis du spørger mig nu, om jeg kører om fem år, så er mit svar, at det gør jeg nok ikke, lyder det fra Tom Kristensen. Det hårde liv i professionel motorsport er ved at sætte sit aftryk på den verdensberømte nordjyde. Både fysisk og mentalt. Trækker tænder ud - De mange rejser og nætter på hotelværelser hvor man er væk fra familien, trækker tænder ud. Rent fysisk kan jeg også mærke, at jeg er blevet ældre. For nylig testede vi i fire dage Audi R10’eren (Le Mans-bilen red.) i Barcelona på en meget krævende bane med masser af sving, og der kunne jeg godt mærke, at det efterfølgende gjorde ondt i kroppen. Det stiller krav til, at jeg yder en ekstra fysisk indsats, men en oplevelse som den i Barcelona gør selvfølgelig, at man overvejer at trappe ned og måske køre i biler der et mindre fysisk krævende, siger Tom Kristensen. Hvilke planer, der er på tegnebrættet, når pitstoppet bliver permanent, vil Tom Kristensen på nuværende tidspunkt ikke løfte sløret for. - Det kan jo være, at jeg satser på at blive journalist på NORDJYSKE, lyder det med et grin fra racerkøreren. Fortsætter hos Audi Planerne for den kommende sæson vil han til gengæld gerne snakke om. På nuværende tidspunkt har han ikke skrevet under på en kontrakt, men det er kun et spørgsmål om tid, før det sker. - Du kan godt gå ud fra, at jeg fortsætter hos Audi, konstaterer Tom Kristensen, som også har fået tilbud fra Peugeot. Det franske firma vil ligesom Audi stille til start ved Le Mans med en dieselbil. - Det er uden tvivl et meget spændende projekt, som Peugeot har sat i gang i, men min loyalitet ligger hos Audi, og jeg kan ikke forestille mig at konkurrere mod dem på Le Mans, lyder det fra Tom Kristensen. Næste sæson bliver tyder rent løbsmæssigt på at blive en kopi af det Tom Kristensen har været igennem i år. - De store mål er 12-times løbet på Sebring i USA, Le Mans, og DTM (Det tyske mesterskab for standardvogne red.), siger Tom Kristensen. For to af løbenes vedkommende krydser Tom Kristensen fingre for, at han kan komme et skridt højere op på medaljeskamlen end det var tilfældet i 2006. - Ved Sebring vandt jeg for fjerde gang i år og blev dermed den mest vindende kører i det løb. Så jeg satser på at sejr nummer fem kommer i 2007. - Med hensyn til Le Mans og DTM er jeg rent faktisk meget stolt af de to tredjepladser, jeg opnåede i år. Ved Le Mans stillede vi op med en helt ny bil og formåede trods tekniske problemer alligevel at komme på podiet. Derudover kørte jeg hurtigste omgangstid, så selv om mange fokuserede meget på, at ikke jeg tog min ottende Le Mans-sejr, mener jeg, at teamkammeraterne og jeg vandt en tredjeplads, siger det danske Audi-es. - Ved DTM kører vi altså i biler med mere end 500 hestekræfter og nogle af verdens bedste kørere er med i feltet, blandt andre de tidligere Formel 1-stjerner Mika Häkkinen, Jean Alesi og Heinz-Harald Frentzen, og jeg blev nummer tre. Så når jeg selv skal vurdere det, var 2006 faktisk et af mine bedste år nogensinde, konstaterer Tom Kristensen.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk