Aalborg

Permanent Universitarium

UNI:Hvis det går efter planerne, bliver næste sommers Universitarium i Aalborg ikke kun fortsættelsen af en nu femårig tradition. Så bliver det begyndelsen til en mere stationær institution: Det Ingeniør-, Natur- og Sundhedsfaglige Fakultet på Aalborg Universitet, som finansierer det særlige tekniske og naturvidenskabelige sommerunivers i samarbejde med forskellige sponsorer og lokalt erhvervsliv, vil gerne flytte ind i det nye Utzon Centret ved havnefronten. Det sagde dekan Frede Blaabjerg, Aalborg Universitet, da han bød velkommen til Universitarium i og uden for Studenterhuset på Gammeltorv midt i Aalborg for femte gang. I det nye center håber man at kunne disponere over større og flere faciliteter, så man kan opbygge et permanent Universitarium. Og så man nok så meget kan understrege formålet med alle de tekniske og naturvidenskabelige eksperimenter: at formidle fagene som en kulturel, almen viden.