Trafikulykke

19-årig kvinde dræbt i ulykke på E45 - en i kritisk tilstand

Fire unge kvinder var lørdag morgen involveret i trafikulykke på motorvejen

Fire 18-årige kvinder har lørdag morgen været involveret i en ulykke på Nordjyske Motorvej. En er omkommet.

HIMMERLAND: En 19-årig kvinde fra Rebild Kommune er omkommet i en trafikulykke på motorvej E45 nær Handest syd for Hobro.

Ud over den dræbte var der tre 18-årige kvinder i bilen, som forulykkede tidligt lørdag morgen. De to var fra Aalborg Kommune, den tredje fra Rebild Kommune.

En af de tre kvinder er i kritisk tilstand og blev fløjet med lægehelikopter til Skejby Sygehus.

Det oplyser vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi.

De to andre kvinder er bragt til sygehuset i Randers, men er uden for livsfare.

Kvinden, der blev dræbt, og kvinden, der er i kritisk tilstand, sad begge på bagsædet af bilen. De to andre var henholdsvis chauffør og passager på forsædet.

Stod i nødsporet og bad om hjælp

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken lørdag morgen kl. 06.13.

- En bilist blev prajet af en kvinde, der stod i nødsporet og bad om hjælp, siger Mogens Hougesen om anmeldelsen.

Der er tale om en soloulykke, hvor der ikke var andre biler involveret. Bilen kørte ved ulykken ud over autoværnet.

Vejspor på E45 spærret

På grund af ulykken var højre spor spærret på motorvejen fra Randers mod Hobro mellem Purhus og rasteplads Glenshøj Ø. Der er dog åbnet igen.

En bilinspektør har været på stedet for at afdække de nærmere omstændigheder bag ulykken. Lørdag morgen er det endnu ikke klarlagt, hvad der fik bilen til at køre galt.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/pw