Person er fundet død i lejlighed efter brand i Vordingborg

Politiet har endnu ikke identificeret en person, der natten til lørdag er fundet død i bolig i Vordingborg.

VORDINGBORG:En person er natten til lørdag fundet død efter en brand i en lejlighed i Vordingborg.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Den omkomne person er endnu ikke identificeret, men vi har en formodning om, hvem det kan være, siger vagtchef Michael Skræddergaard lørdag morgen.

Lejligheden ligger i stueplan på vejen Kirsebærplantagen.

- Det var en beboer i nærheden, som klokken 01.27 anmeldte branden. Det har ikke været nødvendigt at evakuere personer på grund af hændelsen, men vi måtte sparke døren ind til en nabolejlighed for at sikre os, at der ikke var personer derinde, siger vagtchefen.

Politiet kan endnu ikke sige noget om årsagen til branden.

- Vi er stadig i gang med vores undersøgelser, siger vagtchefen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.