Bilist fløjet til hospitalet: Blev ramt af letbanetog

En mandlig bilist var ved at krydse en overkørsel, da han blev ramt af et letbanetog syd for Aarhus.

ODDER:Et letbanetog er torsdag middag braget ind i en personbil ved en overkørsel syd for Aarhus. En 35-årig mand er fløjet til behandling på Aarhus Universitetshospital.

Det oplyser Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

Han er alvorlig kvæstet, og hans nærmeste pårørende er underrettet.

- Vi får klokken 12.08 en anmeldelse om en alvorlig ulykke. En mand kommer kørende over en overkørsel mellem en privat vej og en offentlig vej. Det er ikke et sted, hvor der kommer særlig meget trafik normalt.

- Der er ingen bomme eller lys, siger han.

Ulykken er sket på Århusvej ved Odder. Da bilisten er ved at krydse sporet, rammer letbanetoget ind i ham.

- Det rammer i førersiden, siger Jakob Christiansen.

En bilinspektør er torsdag eftermiddag på stedet for at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Det er ikke første gang, at letbanen er involveret i trafikulykker.

Sidste år mistede en norsk far og søn livet efter et sammenstød med et letbanetog i Trustrup, som ligger på Djursland.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.