Person på overvågningsvideo er 15-årig dreng

Fyns Politi har offentliggjort video fra tankstation optaget den morgen, da en betonklods dræbte kvinde på Fyn

Odense 3. oktober 2016 17:00 - Opdateret 3. oktober 2016 17:13

ODENSE: En person har meldt sig selv til politiet, efter at Fyns Politi mandag offentliggjorde en overvågningsvideo fra en tankstation i Vissenbjerg.

Kort tid efter offentliggørelsen blev politiet kontaktet af en far, der oplyste, at det var hans 15-årige søn på billederne, oplyser politikommissær Michael Lichtenstein, Fyns Politi.

- Jeg blev kontaktet af en far, der oplyste, at han havde talt med sin 15-årige søn. De kunne begge se, at det var sønnen på billederne, siger Michael Lichtenstein.

Politiet betragter drengen som et vigtigt vidne.

Sagen efterforskes af politiet som en drabssag, og drengen vil nu blive afhørt af politiet.

- Vi skal nu høre, hvad han har set den pågældende nat, siger Michael Lichtenstein.

Videoen med billederne af drengen er optaget den morgen i august, hvor en betonklods blev kastet fra en motorvejsbro og dræbte en tysk kvinde.

De offentliggjorte billeder viste en ung mand klædt i en mørk hættetrøje med tryk på brystet.

Flere vidner har set en tilsvarende mand på Middelfartvej tæt på den motorvejsbro, hvorfra betonklodsen blev kastet om morgenen 21. august, og det har fået politiet til at interessere sig for ham.

- Vi har brug for at få vedkommende identificeret for at komme videre med efterforskningen, fordi manden kan være et vidne, der ligger inde med afgørende viden, sagde Michael Lichtenstein tidligere mandag.

Politiet efterlyste i sidste uge en ældre Volvo stationcar, der var blevet set i nærheden af motorvejsbroen. Den 15-årige har umiddelbart ingen forbindelse til denne bil, oplyser politiet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...