EMNER

Personale i HK på hårdt arbejde

HJØRRING: HK Brønderslev-Hjørring har nødtvunget skåret ned på antallet af ansatte i 2002. Det fortalte formanden for HK service, Niels Erik Vanggaard, på afdelingens ordinære generalforsamling. Afdelingen har således sidste år taget afsked med en faglig medarbejder og en administrativ medarbejder. I afdelingens arbejdsløshedskasse er der rejst en medarbejder, hvis stilling ikke bliver genbesat. Desuden er to medarbejdere gået ned i løn og en administrativ medarbejder går på efterløn i 2003. - Det har været et hårdt år for personalet i afdelingen, men det har været nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen. Vi håber ikke, at I som medlemmer kommer til at mærke nedskæringerne, men en nedgang i servicen vil der ske, sagde Niels Erik Vanggaard, der er formand for de privat-ansatte kontormedarbejdere i HK. 45 af service-sektorens medlemmer deltog i generalforsamlingen, hvor Mette Rosenfeldt blev nyvalgt til bestyrelsen efter Bente Homann, som havde ønsket at udtræde af afdelingens bestyrelse. jb