Nordjylland

Personale udfyldte 438 formularer om en person

Skal skrive når de bruger en sengealarm

NORDJYLLAND:Ikke færre end 438 gange har personalet ved en af amtets institutioner måttet udfylde en formular, fordi de har brugt en sengealarm. Det er ikke tilladt at bruge alarmer i plejen af borgere, undtaget er døralarmer. Hvis personalet bliver nødt til at anvende en eller anden form for alarm i beskyttelse af den enkelte borger, skal det indberettes som magtanvendelse. - Der er tale om en borger, som har et stort behov for ro og hvile om natten. Han vågner ofte om natten og står op. Det kan hans krop ikke klare, og derfor har vi installeret en alarm, som udløses, når han står ud af sengen. Så kan personalet stille og roligt hjælpe ham i seng igen, så han kan få den søvn, hans krop har et stort behov for, forklarer jurist i amtet, Susanne Bonde og tilføjer, at hvis personalet selv overvåger om borgeren står ud af sengen, så skal det ikke indberettes. - Men det stresser borgeren, og derfor har vi valgt at bruge alarmen, forklarer hun. Susanne bonde mener, at magtanvendelsesreglerne som hovedregel er gode. - De er skrappe, og det er for så vidt godt, for så er vi hele tiden nødt til at forholde os pædagogisk til, hvordan vi kan gøre det anderledes. Det hjælper at være bevidst om det, mener hun. Der er ikke mulighed for at søge dispensation fra reglerne, som eksempelvis i sagen om sengealarmen. 920 gange har personale i Nordjyllands Amt indberettet magtanvendelse i 2003 og heraf var cirka halvdelen altså beretning fra personale, der har brugt sengealarmen til en enkelt borger. De resterende 482 gange personale i 2003 har indberettet om anvendelse af magt, har der været tale om 116 borgere. - I få af tilfældene er det voldsomme brugere, som personale bruger mange ressourcer på at forhindre, at de gør skade på dem selv, på andre brugere og på personalet. - Personalet må i en sådan situation kun fastholde en person, hvis han eller hun har skradet en personalet alvorligt og det vil sige kraniebrud, øjenskade, brækkede lemmer og lignende. - Hvis man bliver spyttet på, kradset eller slået på, så man får blå mærker, er det ikke lovligt at fastholde brugeren, siger Susanne Bonde. Antallet af anmeldelser om ulovlig magtanvendelse har ligget stabilt de seneste år på omkring 900.