Personalechef på deltid

Peter Overby er klar med lavpraktisk hjælp til virksomheder

Asbjørn With
Peter Overby glæder sig til at komme ud i virksomhederne, hvor udviklingen sker.privatfoto
Ledelse 20. marts 2007 05:00

STØVRING: Peter Overby har realiseret drømmen om egen virksomhed. Med bopæl i oplandet til Støvring var det nærliggende at få kontorstol i Business Park Nord, hvorfra han vil hjælpe små og mellemstore virksomheder i Himmerland og resten af Nordjylland. Kernekompetencen er Human Ressource området inden for ledelsesudvikling, salgstræning, rekruttering og forretningsudvikling. - Mange mindre virksomheder opfatter HR som noget, der absolut skal være dyrt, og som kræver, at der rende konsulenter rundt hele tiden. Det vil jeg gerne gøre op med og forsøge at være langt mere lavpraktisk, siger Peter Overby. Han har selv arbejdet to år som konsulent i Mercuri Urval og fem år som kommerciel direktør i AaB. Nu vil han gerne bruge sine erfaringer til at komme mere ud i virksomhederne, hvor udviklingen sker. - Jeg ville gerne prøve noget andet, end at sidde på den samme stol, i det samme hus, med de samme kolleger og den samme udsigt hele tiden. Og jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig. Nu kan jeg kombinere det hele, og det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Peter Overby. Powerby blev stiftet i begyndelsen af februar, og der er allerede kommet kunder i butikken. - Jeg kan være en lille eller mellemstor virksomheds personalechef på deltid. En de kan spare med og samarbejde med, når der er brug for det, men uden at virksomheden behøver at stable deres egen HR-afdeling på benene, siger Peter Overby. Taler samme sprog På et arbejdsmarked, der næsten ikke har ledige hænder, er det centralt for en virksomhed at holde på sine medarbejdere. Her kan Powerby ifølge Peter Overby gøre en forskel for virksomhederne. - Det handler om at udvikle sine medarbejdere. Ellers afvikler man dem, siger han. - Jeg tror, at jeg taler samme sprog som mange af lederne og iværksætterne i de mindre virksomheder. Når virksomheden vokser og for alvor har potentiale er der mange ledere, der ikke har de rigtige ledelsesværktøjer til at styre virksomheden det rigtige sted hen. Jeg vil meget gerne øse ud af mine egne erfaringer og på den måde coache og sparre på samme tid, siger Peter Overby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...