Personalepleje i Svinget

Hirtshals 11. september 2002 08:00

HIRTSHALS: Personalepleje i politiet. Ikke noget man tidligere har hørt voldsomt meget til. Men avislæserne fik i juni måned en forsmag, da store politibetjente og små kontormus på stationen i Hjørrring tog sig en svingom i gården. En udløber af den seance kom tirsdag til Hirtshals, da stationen i Svinget fik besøg af politiassistent Christian Krüth, Rigspolitiets afdeling B, personaleafdelingen. For tiden fungerer han sammen med tre kvindelige kolleger som konsulenter, der skal hjælpe de ansatte ved politiet med at pleje, passe og eventuelt forbedre deres fysisk tilstand. Træningsprogrammer og sund kostvejledning er nogle af midlerne. Folk i almindelighed tror, at der stilles særlige fysiske krav til politibetjente. Det gør der ikke. Når de forlader politiskolen, er det samtidig slut med krav af den slags. At der så er mange betjente, der selv sørger for at holde sig i rimelig fyssik form, er en anden sag. - Der er til gengæld en gruppe, der gerne vil forbedre deres fysiske velvære, og dem kan vi hjælpe, siger han. En af de negative afsmitninger ved den stigende amerikanisering af vort samfund er, at tendens til fedme er blevet redt udbredt også i Danmark. - Derfor handler det ikke alene om at træne muskler og kondition. Det handler måske især om sund kostvejledning. Vi tilbyder derfor også at holde stormøder med kostvejledning som hovedemne. Her er ikke kun betjentene, men også deres koner særdeles velkomne til at deltage, siger Christian Krüth, inden han indleder helsesamtalerne med hver enkelt på det faste team i Svinget. schib

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...