Personalet har prøvet det før

Linda Christiansen og Aase Jensen har arbejdet på Præstbro Ældrecenter i henholdsvis 39 og 28 år

Lars Hofmeister
Lad være med at lukke vores center, lyder det fra hjemmehjælper Linda Christiansen, social- og sundhedshjælper Aase Jensen og social- og sundhedshjælper Tove Jørgensen. Foto: Carl Th. Poulsen
Ældreforhold 1. september 2011 09:00

I følge Frederikshavn Kommunes egne beregninger kan der spares 700.000 kroner i 2012, hvis Præstbro Ældrecenter lukkes, og i de kommende år vil der kunne spares 800.000 kroner. Præstbro Ældrecenter består af syv plejeboliger i centerbygningen og to fritliggende plejeboliger. I følge Frederikshavn Kommune lever centret ikke op til lovgivningens krav om ordentlige arbejdsforhold for de ansatte. Blandt andet er badeværelserne for små. Placeringen af håndvaske og toiletter lever heller ikke op til kravene, og derfor er det ikke muligt "at benytte ergonomiske arbejdsstillinger". De ansatte er helt på det rene med, at der er mangler på centret, og at arbejdsforholdene ikke altid er lige optimale. - Men det skal i hvert fald ikke være derfor, at de lukker vores center. Vi finder altid alternative løsninger, og vi klager os ikke. Vi er vilde med at arbejde her, siger hjemmehjælper Linda Christiansen, der har arbejdet på centret i 39 år. Præstbro Ældrecenter har tidligere været med i kommunens spareplaner, og de ansatte er efterhånden vant til, at de "kun skal tage et år af gangen". Social- og sundhedshjælper, Aase Jensen, har været ansat i 28 år, og hun fremhæver den helt særlige atmosfære på Præstbro Ældrecenter. - I forhold til de store centre er her meget hjemligt, og vi er meget tæt på beboerne. Det er et fantastisk sted at arbejde. Men det ville være skønt, hvis vi snart kunne få ren besked om vores fremtid, siger Aase Jensen, der ikke har et bud på, hvor politikerne så skal spare, hvis ikke Præstbro Ældrecenter skal lukkes. - Jeg har svært ved at forestille mig, at der kan spares yderligere på ældreområdet, siger Linda Christiansen, der oplyser, at centret kan fejre 50 års jubilæum 10. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...