Hospitaler

Personalet kæmper for et sygehus til 17 millioner

- Det er afgørende, at vi får de sidste 2,5 millioner kroner, siger Poul Christensen

SKAGEN:I august var sygehuspersonalets forslag om et Skagen Sygehus til 16-18 millioner kroner så absolut et nødforslag. Efter 1. behandling af amtets budget for 2003 ligger det fast, at Skagen ikke får lov at bevare sit sygehus i sin nuværende form. Dermed er nødforslaget blevet den mest realistiske løsning, hvis der skal være et sygehus i Skagen. - Og det er meget vigtigt fortsat at bakke op i kampen for et sygehus i Skagen, understreger sygehuslæge Poul Christensen. Han reagerer dermed på den forvirring, som senest kom til udtryk i et læserbev i gårsdagens avis. Her skriver Franci Jørgensen blandt andet: "Jeg vil gerne bakke op om en god sag, men jeg vil også gerne vide præcist, hvad det er, jeg bakker op". Eller sagt på en anden måde: Hvad er der sket siden sidst, hvad kæmper vi for og er det umagen værd? Brevveksling - Vi har haft en brevveksling med amtet, men vi har ikke fået en tilfredsstillende afklaring. Vi har fået lidt mere indsigt i budgettet. For 17 millioner kroner kan vi lave et sygehus med akut medicinsk funktion, udtaler Poul Christensen. Amtet siger, at personalet kan få 14,5 millioner kroner til et sygehus - ellers lukker det. - Vi har et forslag om et sygehus, som efter vores mening ikke bare er en døgnflue, men som kan holde fremover, hvis amtet har viljen til det. Det kan dække indlæggelses- og beredskabsbehovet, og personalemæssigt er det attraktivt. - Men de 2,5 millioner kroner, der skiller amtet og os, er afgørende vigtige, siger Poul Christensen. Personalet på Skagen Sygehus arbejder på at skrive et åbent brev til amtsrådsmedlemmerne om situationen, som de ser den netop nu. Det enkelte amtsrådsmedlem modtager brevet i god tid inden mødet på tirsdag. Flere modeller Sygehusets budget er vanskeligt at gennemskue, og der er usikkerhedsmomenter. Poul Christensen ønsker ikke på nuværende tidspunkt at gå i detaljer. - Vi arbejder med flere modeller, men vi tror på, at en model med 18 medicinske senge kan køre rundt. - Vi vil gerne holde amtet fast på, at personalets forslag skal have en reel chance, og netop derfor er det meget vigtigt med en stor opbakning. Vi skal være på mærkerne og fortsat kæmpe for vores realistiske forslag, siger Poul Christensen. Så mange som muligt bør derfor overvære amtsrådsmødet på tirsdag. Senest lørdag kan man tilmelde sig busturen til amtsgården, arrangeret af støtteforeningen for Skagen Sygehus. Det kan ske på NORDJYSKE på 96 79 59 00, på nærradionen på 98 45 00 55 eller til formanden Per Jørgensen på 98 44 67 45.