Personalet skal plejes

Samtidig med øget effektivitet skal personaleplejen bedres

Torben Duch Holm
Arbejdsmiljøet for de ansatte på sygehusene er i centrum ved forhandlingerne om regionens budget. ARKIVFOTO
Lokalpolitik 1. september 2007 06:00

NORDJYLLAND: De ansatte ved det nordjyske sundhedsvæsen må indstille sig på, at de næste år skal producere mere. Det betyder, at der skal gennemføres flere operationer og flere ambulante behandlinger. Til gengæld kan medarbejderne også se frem til langt bedre forhold end tidligere. Blandt regionspolitikerne synes der at være vilje til at afsætte et tocifret millionbeløb til pleje af det nyværende personale og til at øge mulighederne for at tiltrække ny medarbejdere. Regionsrådets næstformand Niels Kristian Kirketerp (V) mener ikke, at der behøver at være en modsætning mellem kravet om øget produktion og så viljen til at forbedre personaleforholdene. - En forøgelse af produktiviteten kan f.eks. også ske ved flere ambulante behandlinger, og der kan anvendes ny og mere effektiv medicin. Men for at sikre regionens økonomi er det helt afgørende, at der kan ske en forbedring af produktiviteten, siger Niels Kristian Kirketerp. - Mange i den offentlige sektor henviser til, hvad der sker på det private arbejdsmarked. I mange tilfælde behøver det ikke nødvendigvis at være dyre løsninger. Det kunne f.eks. være indførelse af en frugtordning, siger regionsrådets formand Orla Hav (S). Han mødtes i går med formændene for regionsrådets grupper for at nå til enighed om regionens budget for næste år. I næste uge får hele regionsrådet en gennemgang af problemerne med budgettet, inden forhandlingerne midt i denne måned skal gøres færdig. Regionsrådet skal 25. september tage endelig stilling til 2008-budgettet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...