Trafikulykker

Personbil ramt af tog i jernbaneoverskæring

Bilen blev slynget hen ad sporet og kurede ned ad skrænt i Gilleleje

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

HELSINGØR:En personbil blev tirsdag eftermiddag påkørt af et tog i en jernbaneoverskæring uden for Gilleleje.

Toget ramte bilen, der blev slynget 30-40 meter hen ad sporet og kurede ned ad en skrænt.

En midaldrende mand er kommet til skade ved påkørslen, oplyser vagtchef Ulrik Lindén, Nordsjællands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 14.44, og det er endnu ikke klart, hvor alvorligt kvæstet den påkørte mand er. Han er i en redningshelikopter fløjet til Rigshospitalets traumeafdeling.

- Han har fået en hård medfart, men vi kar været kortvarigt i kontakt med ham, siger Ulrik Lindén.

Bomme skal undersøges

Jernbaneoverskæringen ligger ved Byåsen i Rødkilde ved Gilleleje, oplyser politiet. Der er tale om en bevogtet jernbaneoverskæring med bomme.

Ulykken undersøges nu af Havarikommissionen, der blandt andet skal tjekke, om bommene virker korrekt.

- På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at bommene ikke har virket, men det undersøger vi nærmere, siger Ulrik Lindén.

Toget, der har ramt bilen, kører på privatbanen mellem Helsingør og Gilleleje. Der var 14 passagerer i toget, da påkørslen skete.

Toget bliver efter påkørslen trukket ind til Gilleleje.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst