Danmark

Personlig følelse

Dækker begrebet danskhed over en række veldefinerede egenskaber og værdier for, hvordan vi skal opføre os mod hinanden, hvilke politiske, sociale og kulturelle forhold, der skal gælde osv.?

Mange har forsøgt at give danskheden indhold, problemet er bare, at man ender med et broget sammensurium, som det dels er svært at finde en fællesnævner for, dels har tendenser til at være så højttravende, at kun de færreste af os, sådan med god samvittighed, tør kalde os ”rigtige” danskere. Faren er, at hvis en definition udelukker grupper i samfundet fra det ”danske selskab”, så dur definitionen efter min mening ikke – så er det en ”ommer”. Det samme gælder, hvis man kommer til at udelukke vores forfædre og de kommende danskere, som ganske givet havde og vil få et helt andet syn på danskhed, end vi har nu. Måske var der mere ”danskhed” til stede i årene 1940-45, end der er i dagens Danmark? Er kristendom et ufravigeligt krav til danskhed, som påstået af Søren Krarup fra DF? Nej, for før Ansgar bragte kristendommen til Danmark, var der også danskere her til lands, og der er også ateister i Danmark. Hvad så med demokrati? Om noget er det da dansk! Nej, demokrati som definition på danskhed kan heller ikke bruges, for de vikinger, der rejste til England og slog hul i hovedet på mændene og voldtog kvinderne, var danskere, og det samme var enevældens mænd, der badede Stockholm i blod. Sådan kan man blive ved med at afvise definitionerne. Det ser derfor ud til, at danskhed som et bredt dækkende (også historisk) begreb, ikke har noget med særlige, om end nok så velmenende, menneskelige egenskaber og samfundsmæssige værdier at gøre, for jo mere man besmykker det ”typisk danske” med egenskaber, jo flere af os falder fra i svinget. Disse værdier giver indhold til eksistentialisme og humanisme, men ikke til danskhed. Skal danskhed så alene lade sig definere som det at tale dansk og have dansk statsborgerskab? Heller ikke det er fyldestgørende. For der bor en del mennesker i Danmark, som har rødder og er opvokset i et andet land. De taler perfekt dansk, har dansk statsborgerskab, og er faldet godt til her. Imidlertid har nogle af dem stadigvæk deres hjerter i det land, hvorfra de kommer. De føler sig ikke som danskere. Hermed mener jeg at have nået sagens kerne. Danskhed er en meget personlig følelse, og som andre følelser, for eks. glæde, kan danskhed ikke sådan analyseres og gradbøjes. Enten har man følelsen af at være dansk, eller også har man den ikke, der er ikke noget, der hedder: ”En lunken dansker”. Når den enkelte oplever den for ham rette stemning, så sker det, at følelsen af danskhed kommer frem, hvad enten man ser Dannebrog gå til tops i OL, eller man får ros for en humanitær indsats, eller man genser Danmark efter en længere rejse, eller hvad der nu kan underbygge den enkeltes stolthed over at være dansker.