EMNER

Personlig og nedladende

HAUGAARD:Halløjsa, det var noget af en belæring, jeg (10.1.) fik fra Carl Frede Haugaard for mit lille indlæg. Jeg vil dog berolige C.F.H. med, at min skuffelse over hans indlæg (31.12.) har fortaget sig. Jeg synes dog, at han fremturer i en meget personlig og nedladende tone over for Bornhøft, der smykker sig med titlen sundhedspolitisk ordfører. Så vidt jeg kan se på Folketingets hjemmeside, har samtlige partier i samtlige udvalg en politisk ordfører. Når politikere anfører dette i den offentlige debat, synes jeg, det er en relevant oplysning til læserne. Hvem er det i øvrigt, der smykker ministerier og styrelser med mere og mere pompøse navne? F.eks. ”Ministeriet for sundhed og forebyggelse”, bare for at nævne et. C.F.H. nævner også, at Bornhøft skulle have erklæret, at han tilhører den ekstreme venstrefløj. Har han virkelig det? De fleste kommentarer går jo ellers på, at SF ligesom de fleste andre bevæger sig ind mod midten af dansk politik. At man så i øvrigt er uenig med hhv. regering og opposition er vel strengt taget hele ideen med vores parlamentariske system. At mit parti - S - skulle være ved magten hele tiden nærer jeg intet ønske om. P.t. synes jeg, det er udmærket, at den borgerlige regering bliver siddende. Det er jo nok så interessant at se, hvordan man klarer sig i vanskelige tider end, når det hele kører i olie. Jeg overvejer, om jeg ligesom C.F.H., der nærer stor omsorg for sagesløse læsere, skal sende 117 indlæg til NORDJYSKE med små varianter af disse meget originale synspunkter.