Personlig skat er ikke retfærdig

Det lyder da utroligt. Ja jeg indrømmer gerne, at jeg kneb mig i armen, da jeg læste i NORDJYSKE 29.6., at skatteminister Kristian Jensen afviser tanken om,at indføre den såkaldte "flad skat" i Danmark.

Drømte jeg eller var jeg vågen, tænkte jeg straks og jeg læste det igen, jo, det var rigtigt nok - skatteministeren afviste ideen med den begrundelse, at den ville ramme de lavestlønnede urimeligt hårdt, mens de højest lønnede derimod ville have fordel af en sådan skat. Og grunden til min undren var og er, at en Venstre-mand nu pludselig er begyndt at have omsorg for de lavestlønnede. Det er for mig noget helt nyt og indtil videre vil jeg tillade mig, at være lidt skeptisk over for skatteministerens omsorg. Fordi det skattesystem, vi har i dag, er da så uretfærdigt, som noget vistnok kan blive og straffer i høj grad de lavestlønnede, mens folk med høje indtægter på det nærmeste selv kan bestemme hvor meget de vil betale - om noget - i skat. Så hvis skatteministeren mener noget med sin omsorg for de lavestlønnede, så bør han hurtigst muligt gøre, hvad der står i hans magt for, at få indført Retsforbundets idé om en skat af jordens handelsværdi, den såkaldte grundskyld. Vi er nemlig allesammen med til at skabe jordens handelsværdi, og derfor er det kun rimeligt, at den værdistigning bliver inddraget til afløsning af personlig skat, der som bekendt aldrig kan blive retfærdig. Og nu hvor regeringen ofte roser sig af, at det går så godt i Danmark i dag, så stiger jordens handelsværdi jo endnu mere, så burde det være en selvfølge for en skatteminister at gøre en indsats for at få denne værdistigning inddraget. Og især hvis ministeren mener noget med sit påståede liberale livssyn, så bør enhver tvivl være overflødig - det er bare om at komme i gang - jo før jo bedre.