Personligt udtryk i kunst på internettet

www.howbeautifultobe.dk er et nyt koncep sat i værk af Aalborgkunstner

AALBORG:I samarbejde med Susan Kaye fra England, Lillian Dallas, USA, Monica Meyer Tyskland og Benjamin David fra Holland har Aalborg kunstneren Lars Vilhelmsen sat gang i et kunstprojekt på Internettet. - Mit formål er at skabe et kunstprojekt, som almindelige mennesker også kan deltage i, siger han, der på den baggrund håber at få en større indsigt i, hvad kunst er - og hvor grænserne går. Kontakten til de deltagende udenlandske kunstnere har han også fået via Internettet, og meningen er at alle kan deltage ikke kun med "kunst", men også med fotografier, tegninger, lyd og tekst. - Det vil jo være ret fantastisk om en husmor fra Hadsund er på den ene dag, hvorefter en kunstner fra Barcelona tager over, siger Lars Vilhelmsen om den ikke-kommercielle side www.howbeatifultobe.dk, der er uden censur. - Alligevel bliver jeg jo nødt til at udvælge "den gode historie", som på adressen i øjeblikket har konceptkunstneren Mogens Otto Nielsen i focus. Kunstplatform Lars Vilhelmsens kongstanke er, at alle mennesker har en historie og en iboende skønhed, som de kan formidle. - På den måde vil noget af det uventede kunne ses i det offentlige rum, siger han, der også fortæller, at børn vil kunne deltage med deres bidrag i denne platform for de personlige og kreative udfoldelser. Kunstprojektet, hvor skriften måske kan tydes mellem linierne, er det første koncept af sin art, og Lars Vilhelmsen er sammen med sine samarbejdspartnere blandt andet parate til at hylde det helt ordinære. - Det små i det store, fastslår han, der allerede har fået en del respons på projektet, der nu skal redigeres, så der opstår en given kronologi.