Personpåkørsel standser tog mellem Lyngby og Gentofte

Nordsjællands Politi er torsdag morgen rykket ud til en personpåkørsel på Jægersborg Station.

KØBENHAVN:En person er afgået ved døden efter en personpåkørsel ved Jægersborg Station.

Det fortæller vagtchef Daniel Cunneely ved Nordsjællands Politi torsdag morgen.

Personpåkørslen betyder, at der kører færre S-tog torsdag morgen.

Ifølge DSB's hjemmeside kører der ingen tog mellem Lyngby og Gentofte.

Vagtchefen forventer, at togtrafikken bliver genoptaget omkring klokken 08.

P4 Trafik skriver på Twitter, at der er færre S-tog mellem Hillerød og Lyngby og mellem Svanemøllen og Hundige.

Både Linje A og E er ramt af uregelmæssighederne.

Politiet modtog anmeldelsen om personpåkørslen klokken 06.23.

Det var en lokomotivfører, der anmeldte episoden, som politiet er i gang med at efterforske.

- Vi får en anmeldelse, at der ligger en død person, der er blevet påkørt af et tog. Vi ved ikke, hvornår personen blev påkørt. Det kan være i løbet af natten, siger vagtchefen.

Politiet vil ved hjælp af overvågning fra stationen undersøge, hvordan ulykken skete, fortæller vagtchefen.

De pårørende til personer er endnu ikke blevet underrettet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden