Togtrafik

Personpåkørsler skaber problemer i østjysk togdrift

To personer er blevet ramt af tog i Østjylland onsdag. Det påvirker togtrafikken, som er ramt af forsinkelser.

AARHUS:Der har været både aflysninger og forsinkelser for passagerer, der i løbet af onsdag har skullet køre med tog i Østjylland.

Årsagen er to personpåkørsler, der har ramt togdriften flere steder.

Onsdag eftermiddag holdt tog mellem Fredericia og Aarhus H stille, men på denne strækning kører der tog igen. Det oplyser DSB omkring klokken 15.00.

Togdriften blev indstillet, da en person blev påkørt ved Hedensted. For at transportere de mange rejsende frem og tilbage blev der bestilt 20 togbusser til at køre på strækningen.

Tidligere på dagen var der også kaos på banen syd for Skovbakkevej i Brabrand, da en person blev ramt og dræbt af et tog fra Arriva. Det betød, at togdriften mellem Aarhus og Langå blev indstillet.

DSB oplyser, at der vil gå noget tid, før alle tog igen vil køre efter planen. Som passager må man derfor væbne sig med lidt ekstra tålmodighed end vanligt.

Informationschef i DSB Tony Bispeskov opfordrer folk, der måtte blive forsinket, til at benytte rejsetidsgarantien, hvor man ved forsinkelser på mere end 30 minutter kan få billetten - eller dele af beløbet - refunderet.

Yderligere oplysninger om rejsetidsgarantien fremgår af DSB's hjemmeside.

Årsagen til de to personpåkørsler er endnu ukendt. Ofte er der i den slags sager tale om selvmord.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst