Persson klart styrket efter valget

Højrefløjen er svækket uden nogen klar leder og uden en fælles politik

Sverige 17. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Sveriges statsminister, Göran Persson, og hans Socialdemokraterna står styrket efter Riksdagsvalget søndag. Derimod står højrefløjen svækket uden nogen klar leder og uden nogen fælles politik. En socialdemokratisk mindretalsregering er den mest sandsynlige udgang på valget, vurderer valgeksperter. Socialdemokraterna lykkedes på en gang at øge dets opbakning, selv om det er regeringsparti, og det brød den senere tids højrebølge i europæisk politik. Det er første gang i årtier, at et svensk regeringsparti ikke er gået tilbage. Fremgangen giver Göran Persson betydelig større råderum og bedre manøvremuligheder i Riksdagen, og i går gik de politiske partier i gang med at sondere de forskellige samarbejdsmuligheder. For Persson er et samarbejde med de to hidtidige støttepartier, Vänsterpartiet og Miljöpartiet, fortsat det vigtigste alternativ, sagde han på valgnatten. Men han åbnede samtidig for et samarbejde med et eller flere borgerlige partier. - Mulighederne for et samarbejde i Riksdagen er forbedret, sagde statsministeren. Han sagde, at Vänsterpartiet og Miljöpartiet i de seneste fire år "har stillet op" for Socialdemokraterna, men pegede samtidig på, at det borgerlige midterparti Centern også er gået frem. - Nu må vi se på mulighederne, sagde Persson, hvis parti gik overraskende stort frem ved valget. Socialdemokraterna fik 40 procent, en fremgang på over tre procentpoint. Ifølge iagttagere skyldes Socialdemokraternas fremgang en række forbedringer for store befolkningsgrupper i Sverige, børnefamilier har fået flere penge, ligesom lærere og andre grupper med mellemindkomster har fået reallønnen forbedret. - Partiet har helt enkelt satset på traditionelle socialdemokratiske dyder som arbejde og tryghed, siger valgforsker og professor ved Göteborgs Universitet Mikael Gilljom. Vänsterpartiet og Miljöpartiet krævede under valgkampen at komme med i en kommende regering for at støtte Persson, men i går var begge partier forsigtige med at stille konkrete krav for at støtte en socialdemokratisk regering. Begge partier ved, at socialdemokraterne med deres 144 mandater er i stand til at skabe et flertal i Riksdagen med to borgerlige partier, Folkpartiet og Kristdemokraterna, der begge fik over 30 mandater. Den svenske Riksdag har 349 pladser, og Persson skal derfor have 175 mandater til et flertal. Desuden blev Vänsterpartiet svækket ved valget. Partiet gik godt tre procentpoint tilbage og fik godt otte procent. Miljöpartiet er Riksdagens mindste med sine 4,6 procent og 17 mandater. Alligevel kan partiet ved kritiske afstemninger blive afgørende for, om Persson får et flertal mod sig. Svenske medier skrev i går, at selv om Persson fortsætter, skal en række ministre regne med at blive skiftet ud. En større regeringsrokade ventes offentliggjort, når Riksdagen mødes første gang efter valget i begyndelsen af oktober. På højrefløjen var skuffelsen stor over valgets resultat. De fire borgerlige partier havde regnet med at få et flertal sammen og danne en ny regering. Men de fire partier fik kun 158 mandater i Riksdagen - langt fra de 175 som kræves for at flertal. Værst stod det til hos Moderaterna, søsterparti til de konservative i Danmark. Moderaterna fik et katastrofevalg og tabte 400.000 stemmer i forhold til valget i 1998 svarende til syv procentpoint. Partiet fik godt 15 procent. Også hos Kristdemokraterna var der skuffelse. Partiets leder, Alf Svensson, er den mest populære partileder på højrefløjen, men partiet tabte to procentpoint og fik ni procent. Derimod var der begejstring hos det liberale Folkpartiet. Partiet blev valgets store vinder med en fremgang på otte procentpoint til godt 13 procent. Men der var også skuffelse. En borgerlig regering er uden for rækkevidde. - Vort resultat er godt. Men valgets resultat er jeg ikke tilfreds med, sagde Lars Leijonborg, leder af Folkpartiet Også det lille Centern, der minder om de radikale i Danmark, gik frem og fik over seks procent. Valgdeltagelsen blev rekordlav. Kun knap 79 procent af de stemmeberettigede afgav deres stemme, og det er i Sverige usædvanligt lavt. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...