Perssons øje for rocken

Freelancefotograf Jan Persson udstiller portrætter ?fra dengang, rocken var ung, på Studenterhuset i ?Aalborg. Men egentlig var det jazzen, som fik sat ?ham i gang med kameraet

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Du ligner Larsen med den hue. Og bagefter da sixpencen er røget af. - Men du har mere hår end Kim. Med rødvin i glasset, gråfuldskægget og tilpas i sin sorte jakke sidder fotograf Jan Persson i cafeen på Studenterhuset og venter på Deres udsendte, der straks bliver budt velkommen med ovenstående personkarakteristik. Lige inden for døren til højre hænger et farvebillede af en ung James Brown i cremegult, lækkert jakkesæt. Men ellers er det de sort-hvide kæmpebilleder af The Beatles, Janis Joplin, Bob Dylan, Frank Zappa, Rolling Stones og alle de andre rockkoryfæer fra dengang, rocken var ung, der dominerer på væggene hernede. Vi ryster hånd, Persson og jeg, og går i gang med sagen. Udstillingen. - Der er vel en 30 billeder. Portrætter af musikere. Jeg ved ikke, om jeg kan sige, at jeg elsker alle musikerne på billederne lige højt. Men dengang i 60'erne og begyndelsen af 70'erne var der en energi og et utroligt talent, og det handlede ikke så meget om at tjene penge, som det gør i dag. Den i dag 68-årige Jan Persson tog sine første foto, da han gik på kostskole og brugte en lærers lokum som mørkekammer. Men dengang havde han ingen planer om at blive eller skulle leve af at være fotograf. - Jeg begynde at interesse mig for jazz, og der var jo lokale jazzklubber overalt i Danmark dengang. Det var her, de unge slog sig løs, dansede og drak til New Orleans-jazz ofte i den lidt gumpetunge afdeling. Og jeg begyndte at fotografere til de forskellige jazztidskrifter. Kunne måske få en lp for et billede eller 25-30 kr. Egentlig ville den unge Persson gerne have haft en rigtig uddannelse som fotograf, efter at han var blevet student. Men han havde heller ikke en rigtig målrettet plan for hvad han ville med sit liv "men sejlede lidt rundt", overvejede at læse til advokat og lærte efterhånden sig selv at fotografere. - Jeg kunne ikke en dyt, men jeg kunne se, at de billeder, de andre tog, så ud af helvede til, og så orienterede jeg mig mod udlandet, tjekkede magasiner og tidsskrifter og tænkte: "Det kan jeg også gøre". - Det var en anden tid dengang, og jeg havde fuld fart på i de år. Og du kunne snige dig ind rundt om uden gyldig legitimation. Vi kunne jo fange føden ved de der småjobs. Det var ikke så svært, som det er i dag, selv om jeg ikke skal prøve at lege rollemodel for nogen. Persson griner og får sig en slurk af rødvinen. Efterhånden udvidede motivkredsen sig, og Persson begyndte i kraft af sine personlige kontakter at komme i nærkontakt med de store navne. Navne som Rolling Stones, Beatles og senere Jimi Hendrix og Cream. - I begyndelsen var scenen jo mest præget af ren popmusik, men efterhånden som vi kom længere hen i 60'erne, blev der jo improviseret, ganske som i jazzen, og med mange lighedspunkter. Navne som Jimi Hendrix og Cream var jo vildt spændende. Freelancetilværelsen med løs tilknytning til billedbureauet Polfoto førte efterhånden over i et 20 år langt job på Billedbladet (1973-93), som Persson først forlod, da bladet blev vel rigeligt "royalt, selv om jeg ikke har noget mod dronning Margrethe". - Det var jo en helt anden tid. Bladene havde penge dengang. Det har de ikke i dag. Jeg fik hvad angår musikfoto, jazz som rock, et vist ry - blev verdensberømt i København - og det var jo ikke som i dag med en manager, som vil bestemme alt, og du kun kan få lov til at fotografere under de første to numre. Og billederne skulle ikke bagefter til gennemsyn eller en tur gennem Photoshop, så kunstneren kunne få en billig ansigtsløftning. - Nogle af musikerne blev venner, men i det hele taget havde de mere tid dengang. Og de var jo interesserede i at opleve noget. Jeg kan huske, at jeg havde hele Beach Boys proppet ind i min Morris Mascot, og så kørte vi til Vesterbrogade for at købe dyner. De kunne jo kun få vattæpper hjemme i USA dengang. - Men det var jo ikke kun rock, jeg fotograferede, jeg kendte jo Herluf Kamp-Larsen, som drev det gamle Montmartre, og jazzen, det har altid været sådan en con amore-ting. Så løbende hyggede jeg mig med at fotografere jazz, navne som Dizzy Gillespie og Duke Ellington, når de var i byen. Der har været mange store øjeblikke, ?som de sort-hvide fotostater på væggene ?dokumenter. - Beatles? Deres danske koncert, 2. juni 1964, de spillede jo nogle utroligt korte sæt, 25 minutter tror jeg, måske fordi de ikke havde flere numre at byde på. Det, jeg ?husker bedst, var de der utroligt høje, høje pigehvin, der gjorde det næsten umuligt at høre noget. - Janis Joplin, hvor hun står med et papirs-Dannebrog. (Se opslagsbilledet næste side, red.) Koncertarrangør Knud Thorbjørnsen havde jo utroligt gode forbindelser, og skaffede Bob Dylan til København, hvor han spillede to gange i KB-hallen. Der var ikke engang udsolgt. - Men tilbage til Joplin, hun kom med sit band, Big Brother & The Holding Company og der var så få mennesker i Tivolis Koncertsal, at hun inviterede dem op på scenen, og så stod hun pludselig med det der papirsflag i hånden, og jeg fyrede min Leica med vidvinkel af, og da jeg udstillede billedet forrige år, fik jeg bagefter en opringning fra en fin advokatdame. - Hun ville gerne købe det. Til sin far, som var med på billedet. - Så hun fik det til en rimelig pris.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.