Fodbold

Peru indgiver endnu en VM-appel for Paolo Guerrero

Perus fodboldforbund er gået til en domstol i Schweiz i håbet om at få den karantæneramte anfører med til VM.

Peru har ikke opgivet håbet om at få spærrede Paolo Guerrero med til VM. Foto: Ernesto Benavides/arkiv/Ritzau Scanpix

Peru har ikke opgivet håbet om at få spærrede Paolo Guerrero med til VM. Foto: Ernesto Benavides/arkiv/Ritzau Scanpix

Peru gør et sidste forsøg på at få den dopingdømte anfører, Paolo Guerrero, med til VM-slutrunden i fodbold.

Det Peruanske Fodboldforbund oplyser på sin hjemmeside, at forbundet er gået til en domstol i Schweiz, efter at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) for nylig idømte Paolo Guerrero 14 måneders karantæne i en appelsag.

Det skyldes, at han sidste år blev testet positiv for kokain i forbindelse med en VM-kvalifikationskamp mellem Peru og Argentina.

- Vi gør dette i håbet om at se Paolo ved VM, hvilket er Det Peruanske Fodboldforbunds og hele den peruanske befolknings ønske, siger forbundets præsident, Edwin Oviedo.

Paolo Guerrero, der indtog kokainen gennem en kop te, blev oprindeligt idømt et års karantæne af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

En appelinstans i Fifa halverede senere karantænen, hvilket ville have gjort det muligt for den i øjeblikket suspenderede Flamengo-spiller at deltage ved VM.

CAS forhøjede imidlertid karantænen tidligere i maj efter endnu en appelsag.

Anførerne for Perus tre gruppemodstandere ved VM, Danmarks Simon Kjær, Frankrigs Hugo Lloris og Australiens Mile Jedinak, er i samarbejde med de tre landes spillerforeninger og den internationale spillerforening (Fifpro) gået i forbøn for Paolo Guerrero.

Simon Kjær og co. ønsker at lade Perus anfører spille med ved VM, selv om han altså er idømt karantæne.

Den aktion har affødt kritik af Simon Kjær fra blandt andre Anti Doping Danmarks direktør, Michael Ask, samt formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard.

- Jeg synes, at det er en lidt underlig udmelding fra landsholdets anfører at støtte op om en dopingdømt. Det er et rigtigt dårligt signal, når man forsøger at få ordnede forhold inden for idrætten, sagde Niels Nygaard torsdag.

Danmarks landstræner, Åge Hareide, har derimod ingen problemer med sin anførers ageren.

- Det har ingenting at gøre med at bestride dopingreglerne. Spillerne har sagt: "Stakkels mand, lad ham spille VM, selv om han er dopingdømt", har Åge Hareide sagt om sagen.

Fifa har afvist, at Paolo Guerrero kan spille VM. Forbundet har henvist til, at CAS er idrættens højeste retsinstans.

Peru spiller 16. juni sin første kamp ved VM mod Danmark.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst