Perus fodboldpræsident er anholdt for korruption

Edwin Oviedo skulle ifølge anklagen have bestukket dommere med billetter til VM-slutrunden i Rusland i sommer.

Ritzau
Præsidenten for Perus fodboldforbund, Edwin Oviedo, blev anholdt i sit hjem i Perus hovedstad, Lima, torsdag morgen.
Fodbold 7. december 2018 10:43

LIMA: Præsidenten for Perus fodboldforbund, Edwin Oviedo, er blevet anholdt og varetægtsfængslet i 15 dage. Han er anklaget for korruption, og hans rolle i et større kriminelt netværk skal undersøges.

Det skriver flere udenlandske medier.

Præsidenten blev anholdt i sit hjem i Perus hovedstad, Lima, torsdag morgen, oplyser anklager Jorge Chávez ifølge nyhedsbureauet AFP.

Anklageren siger, at flere sandsynligvis vil blive anholdt, ligesom politiet ønsker adgang til fodboldforbundets lokaler.

Anklagen går på, at Oviedo har bestukket flere dommere ved at give dem billetter til VM-slutrunden i Rusland i sommer. Det var første gang i 36 år, at Peru var kvalificeret til et VM.

Billetterne til dommerne var angiveligt for at købe støtte til Oviedo, der bliver efterforsket i en anden sag, hvor han er mistænkt for at have bestilt drab på to fagforeningsledere i sukkerindustrien i 2012 og 2015.

Statsadvokaten i Lima udstedte i november en arrestordre i den sag. Det ventes, at retten snarligt vil tage stilling til arrestordren.

Flere i fodboldforbundet ønsker, at Oviedo træder tilbage fra sin post som præsident i forbundet, mens sagen bliver efterforsket, men det nægter han. Samtidig benægter han alle beskyldninger mod sig.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...