PET fik oplysninger om Se og Hørs overvågning

Justitsminister Karen Hækkerup bekræfter, at PET fik henvendelse om ugebladets overvågning for tre år siden

PETs hovedkvarter.

PETs hovedkvarter.

DANMARK:Politiets Efterretningstjeneste (PET) fik allerede for tre år siden oplysninger om, at ugebladet Se og Hør købte kreditkortoplysninger om de kendte og kongelige, skriver tv2.dk.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) bekræfter over for TV2, at Politiets Efterretningstjeneste tidligere har holdt et møde om sagen.

Vurderingen dengang fra PET lød imidlertid, at der ikke var nok i sagen til at gå videre med.

- Det er korrekt, at der var en henvendelse til PET tilbage i 2011. Og det førte til, at der var et møde, hvor de fik nogle oplysninger. Men de oplysninger vurderede de ikke gav anledning til, at man gik videre med sagen, siger Karen Hækkerup til TV2 News.

- Pokkers ærgerligt

Set i bagklogskabens lys kunne ministeren godt have tænkt sig, at PET havde gjort mere ved sagen dengang.

- Man kan jo i dag synes, at det var pokkers ærgerligt, at man træf en vurdering, som måske kunne have ført til, at man kunne have opklaret det her noget hurtigere. Men det var ikke desto mindre den vurdering, som PET nåede frem til, siger hun til TV 2 News.

Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, har stillet et folketingsspørgsmål til PET’s viden om sagen, og ifølge ministeren kan svaret på det spørgsmål komme i starten af næste uge.

Afsløret af fyret journalist

Den såkaldte tys-tys-kilde i Se og Hør-sagen sendte personfølsomme oplysninger om kendte og kongelige til ugebladet.

Politiet har sigtet Aller Media, tre tidligere chefredaktører, to journalister og tys-tys kilden i sagen.

Efterforskningen er ganske omfattende. Den begyndte, da en fyret journalist fra ugebladet, Ken B. Rasmussen, i en nøgleroman afslørede ugebladets metoder.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.