Er du i supergod form? Så har politiet et ekstremt job til dig

PET har problemer med at finde egnede antiterror-rekrutter - kravene er ekstreme

Aktionsstyrken består af et antal politifolk, som indgår i et dagligt beredskab, der er i stand til at reagere på en pludselig opstået situation. Arkivfoto: Henrik Bo
Kriminalitet 18. maj 2018 06:01 - Opdateret 18. maj 2018 08:37

DANMARK: Politiets Efterretningstjeneste (PET) har store problemer med at rekruttere betjente til eliteenheden Aktionsstyrken (AKS), der blandt andet står for terrorbekæmpelse i Danmark.

Det fremgår af PETs Årlige Redegørelse, som er en opsummering af efterretningstjenestens arbejde.

Formand for Politiforbundet Claus Oxfeldt vurderer, at problemerne skyldes styrkens ekstremt høje adgangskrav.

- Det er ikke noget, man kortvarigt kan træne sig op til. Der er helt akut brug for at finde x antal AKS-folk, og der har vi altså haft problemer med at finde folk, der er fysiske i den formåen, som man forventer.

Claus Oxfeldt mener dog ikke, at man skal sænke kravene. I stedet foreslår han, at blikket rettes mod militæret.

- Det er blevet foreslået, at man kan ansætte nogle andre kompetencer end politifolk. Men det er ganske få, vi taler om, siger Claus Oxfeldt.

- Det er ikke meningen, at det fremover skal være militær. AKS skal fortsat være en politistyrke, og det er meningen, at vi igen skal tilbage til, at det er politifolk, som varetager politiopgaver.

I Danmark er der ellers tradition for en skarp opdeling mellem forsvar og politi, hvor politiet tager sig af opgaver i civilsamfundet og er uddannet til det.

Jægerkorpset som terrorberedskab?

Aktionsstyrken har blandt andet til opgave at opretholde antiterrorberedskabet i Danmark.

Den mangelfulde rekruttering sker i en tid, hvor PETs Center for Terroranalyse vurderer, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig.

Selv om behovet for nye rekrutter er akut, mener Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET, imidlertid ikke, at løsningen ligger i militæret.

- Jeg håber ikke, at man falder for fristelsen til en direkte ansættelse fra Jægerkorpset eller Frømandskorpset, som jo har de kvalifikationer, som Aktionsstyrken kræver.

- Det hører ingen steder hjemme i et udviklet demokratisk samfund, at vi får et paramilitært politi. Militærfolk er uddannet til krig og til at slå folk ihjel, påpeger Bonnichsen.

Modsat Claus Oxfeldt mener han derfor, at man bør kigge på mulighederne for at sænke adgangskravene til AKS.

PET vil ikke stille op til et interview om problematikken, men oplyser i en skriftlig kommentar til Ritzau:

- I takt med udvidelsen af Aktionsstyrkens opgaveportefølje samt en generel stigning i omfanget af opgaver arbejdes der fra PETs side på en udvidelse af enheden med afsæt i gældende optagelseskrav. Denne opgave har PET et stærkt fokus på.

PET vil ikke oplyse, hvor stort et problem rekrutteringen er, eller hvor mange rekrutter der mangler i Aktionsstyrken.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...