PET: Dobbeltdrab har forbindelse til Islamisk Stat

Drabene på en dansk og en norsk kvinde i Marokko kaldes af PET for usædvanligt bestialske.

Ritzau
Kriminalteknikere på stedet, hvor en dansk og en norsk kvinde mandag blev fundet dræbt i Marokko.
Drab 20. december 2018 00:20 - Opdateret 20. december 2018 05:27

IMLIL: Marokkanske myndigheders efterforskning peger i retning af, at drabene på en dansk og en norsk kvinde i Marokko kan relateres til den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

Det skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en meddelelse sent onsdag.

Derudover bekræfter PET, at en mulig henrettelsesvideo cirkulerer på internettet.

- PET kan bekræfte, at der på internettet har floreret en video, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte kvinder i Marokko, skriver PET.

- De marokkanske myndigheder har oplyst, at sagen efterforskes som terror. Videoen og den foreløbige efterforskning peger således ifølge de marokkanske myndigheder i retning af, at drabene muligvis kan relateres til terrororganisationen IS.

24-årige danske Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde 28-årige Maren Ueland blev mandag fundet dræbt ved deres telt i et populært vandreområde ikke langt fra landsbyen Imlil.

PET's melding kommer, efter at den marokkanske anklagemyndighed i en meddelelse tidligere onsdag aften bekræftede, at den ene person, som er anholdt i sagen, har forbindelse til en terrorgruppe.

Tidligere onsdag lød det i flere marokkanske medier, at der var mistanke til fire mænd, som angiveligt har forbindelse til Islamisk Stat, hvilket dog ikke blev bekræftet fra officielt hold.

PET uddyber i meddelelsen, at drabene har været usædvanligt brutale.

- Der er tale om en usædvanligt bestialsk sag om drab på to helt uskyldige unge kvinder, skriver PET.

- Selv om forbrydelsen er begået langt fra Danmark, er det i sagens natur en sag, som de danske myndigheder tager særdeles alvorligt. Rigspolitiet og PET er i tæt kontakt med myndighederne i Marokko, og vi følger sagen tæt.

Udenrigsministeriets Borgerservice meddelte tidligere onsdag, at PET er ved at "vurdere videoen og den mulige terrorvinkel".

Politiet har underrettet de pårørende om den nye udvikling i sagen.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...