PET-notat: Rocker var bodyguard for Sass

Aflytning af stridende parter i rockermiljøet viser ifølge PET, at Henrik Sass Larsen havde rocker-bodyguard.

PET-notat: Rocker var bodyguard for Sass

Et medlem af rockermiljøet har været bodyguard for socialdemokraten Henrik Sass Larsen (S) og en anden unavngiven person.

Det skriver PET i det hidtil hemmeligholdte notat, som Henrik Sass Larsen har fået og nu selv offentliggjort.

Oplysningerne er kommet frem, fordi politiet iværksatte aflytninger af ledende medlemmer af rockermiljøet. Det skete i forbindelse med et skyderi i bandekonflikten.

Af aflytningerne fremgik det ifølge PET, at der var hyppig og løbende kontakt med diverse navne, som dog er blevet overstreget i de papirer, Henrik Sass Larsen har fået udleveret.

- Det fremgik ligeledes, at MF Henrik Sass Larsen var vidende om denne kontakt og Henrik Sass Larsen har i mindst et tilfælde benyttet sig af (......) position som ledende rockermedlem, idet (.....) har ageret "bodyguard" for (.....) og Henrik Sass Larsen ved en episode ved Hugos Vinkælder i Køge, fremgår det af notatet.

Episoden fandt sted den 20. maj sidste år.

Politiet konkluderer følgende:

- Det er Politiets opfattelse ud fra ovenstående, at sms-korrespondancen mellem (.....) og Henrik Sass Larsen, at (.....) har ageret bodyguard for Henrik Sass Larsen og udøvelsen øjensynligt havde effekt, idet Henrik Sass Larsen og (.....) kunne sidde i fred i et par dage efter episoden på Hugos Vinkælder, hedder det i notatet.

Meget kunne tyde på, at det var vennen og partifællen Tommy Kamp (S), som Sass Larsen mødte rockeren Torben Ohlsen Jensen sammen med. Rockeren er bedre kendt som Suzuki-Torben.

Et møde som fandt sted på Hugo's Vinkælder den 20. maj, og som Henrik Sass Larsen tidligere har fortalt om.

Henrik Sass Larsen blev mod forventning ikke minister, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) dannede regering. Det skyldtes formentlig, at der var rejst tvivl om PET's sikkerhedsvurdering af ham.

Han var ellers storfavorit til posten som finansminister.

/ritzau/