Peter Christensen bliver ny forsvarsminister

Det bliver Peter Christensen, der ikke sidder i Folketinget, der afløser Carl Holst som forsvarsminister.

Peter Christensen bliver ny forsvarsminister i Venstre-regeringen efter Carl Holst, som efter en række "møgsager" tirsdag trak sig som forsvarsminister efter blot 93 dage på posten.

Det skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Facebook.

- Kører nu til Amalienborg for at præsentere landets nye forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde, Peter Christensen.

- Forud for milliardinvesteringer i forsvaret og forhandling af nyt forsvarsforlig har jeg lagt vægt på at vælge en person med stor parlamentarisk erfaring, der er bredt respekteret på Christiansborg, skriver Løkke på Facebook.

Peter Christensen blev ikke valgt ind i Folketinget ved det seneste valg i juni. Han er tidligere skatteminister og politisk ordfører for Venstre.

Men efter valglussingen proklamerede Peter Christensen, at han droppede politik helt efter 14 år i Folketinget.

- Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti - og det har jeg også, skrev han selv på Facebook efter valget.

Valgnederlaget i juni var en overraskelse for mange, der havde spået Peter Christensen som finansminister i en ny blå regering, da "PC", som han kaldes, har været en af de mest udtalte støtter af Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst