Lokalpolitik

Peter Duetoft klar til regionsråd og måske til byråd

SINDAL:CD's landsformand Peter Duetoft stiller måske op som kandidat til byrådet i den storkommune, som er på tegnebrættet mellem Sindal, Hjørring, Hirtshals og Løkken/Vrå. - Hvis medlemmerne vil have mig, og CD stiller op til valget, så er jeg klar. Men det er endnu ikke afklaret hvad vi gør. Der har også været snakket om at støtte Knud Størups borgerliste, siger Peter Duetoft. Da NORDJYSKE kontaktede Peter Duetoft mandag formiddag over mobiltelefonen var han netop landet i Danmark efter et tre ugers ophold i Kirgisistan. Den erfarne politiker med 28 år bag som folketingsmedlem, herunder en periode som formand for finansudvalget, har siden CD røg ud af Folketinget ved valget 2001 bl. a. beskæftiget sig med et demokratiseringsprojekt i flere af de centralasiske tidligere sovjetstater. Han har således tre gange før været i Centralasien for bl.a. andet at undervise politikere og embedsmænd i at laver lovgivning. Mens Peter Duetoft har boet i Sindal, har han ikke tidligere været opstillet til kommune- og amtsrådsvalg, men nu er han klar til at stille op til det nye nordjyske regionsråd og altså måske også til kommunevalget.