Peter Duetoft vil være borgmester

CDs landsformand er nu klar til lokalpolitik, men skal ikke satse på lokalliste-kandidatur

Lokalpolitik 10. februar 2005 05:00

VESTVENDSYSSEL: Det er politik, når det er værst. Så markant lyder kommentaren fra Hirtshals-borgmesteren Knud Størup (UP) til Peter Duetofts udmelding om, at han nu går efter borgmesterposten i den kommende storkommune i Vestvendsyssel. - Det er da meget flot, at han stiller sig op og siger, han er blevet opfordret til at stå i spidsen for storkommunen, men han skal ikke skyde lokallisterne i skoene, at det er os, der har opfordret, for det har vi ikke, siger Knud Størup og tilføjer, at hvis CD laver stiller op, vil han fra lokallisternes side ikke afvise et samarbejde som med øvrige partier. - Men Peter Duetoft som borgmesterkandidat for de fire lokallister i kommunerne, nej, understreger Størup. Den mangeårige borgmester i Hirtshals har desuden ikke mange rosende ord til overs for, at det tidligere Folketingsmedlem fra CD nu politisk vil hellige sig Vestvendsyssel. - Verden hænger ikke sådan sammen, at hvis man nu ikke kan komme i Folketinget, så kan man blive borgmester uden overhovedet at have været inde i kommunalpolitik. Det lyder ikke helhjertet, fastslår Knud Størup. Borgmesteren erkender dog, at den nye storkommune har brug for en borgmester - uanset politisk ståsted - med en markant personlighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...