Peter Hinrup forlader Danish Camp Supply

Ud for at teste hvad det grå guld er værd

Peter Hinrup: Man skal sige fra, når man føler, at man ikke længere er den rette til jobbet.
ARKIVFOTO: TORBEN HANSEN

Peter Hinrup: Man skal sige fra, når man føler, at man ikke længere er den rette til jobbet. ARKIVFOTO: TORBEN HANSEN

NØRRESUNDBY:Mindre end to år efter ansættelsen som koncernchef i DCS Group har Peter Hinrup valgt at sige op for at finde nye græsgange. - Når man ikke længere synes, man er den rette til jobbet som administrerende direktør, skal man tage konsekvensen og sige fra. Du står med et stort ansvar over for medarbejdere og firma, og derfor skal du helst performe 120 procent. Jeg har ingen respekt for folk, der bare bliver siddende, selv om de godt kan mærke, at de ikke er den bedste på posten, siger Peter Hinrup, som for alvor blev kendt under sin tid som chef under Flextronics storhed og fald i Pandrup. Han tilføjer, at han ikke har noget job på hånden: - Så nu handler det om at få testet det med, at der er efterspørgsel på det grå guld. Jeg er jo kun 54 år, og jeg føler, at jeg har masser af energi i mig til mindst 10 år mere i nordjysk erhvervsliv, siger Peter Hinrup, som regner med, at det fortsat er på ledelsesplan, han skal gøre sig gældende Han ønsker ikke mere præcist at begrunde sin opsigelsen hos DCS Group - firmaerne Danish Camp Supply og Danish Container, der leverer nøglefærdige lejre til militære og civile projekter såvel som at udleje containere og modulbygninger. - Vi er skiltes i bedste forståelse. Det er mig selv, der har sagt op, og jeg har hverken taget af kassen eller lavet andre narrestreger. Og hvad der ligger derudover er vi - bestyrelsen og jeg - blevet enige om ikke vedkommer andre, fastslår han. I en pressemeddelelse fra bestyrelsesformand og hovedaktionær Michael Fossing, hedder det: - Både Peter Hinrup og bestyrelsen for DCS Group A/S beklager samarbejdets ophør, men noterer sig, at det er den bedste løsning for koncern såvel som koncernchef. Man skilles således i positiv ånd og god forståelse for hinandens synspunkter. Peter Hinrup afvikler sine aktiviteter i DCS Group i denne uge, og hans funktioner overtages umiddelbart af koncernøkonomidirektør Henrik Lundum. I næste uge mødes koncernbestyrelse og direktion for at drøfte fremtiden ledelse og det ventes, at en ny ledelsesstruktur vil være på plads i løbet få uger.