Peter Madsen forsinker ubådssag: Jeg bliver ked af det

Netop som retssagen mod den 47-årige ubådsbygger skulle genoptages, forsvandt han ind i et tilstødende lokale.

Manddrab 21. marts 2018 10:42 - Opdateret 21. marts 2018 10:51

Den drabstiltalte Peter Madsen virker rystet, da straffesagen mod ham onsdag genoptages i Københavns Byret.


Retsmødet var egentlig planlagt til at begynde klokken 09.30, men netop som sagen skulle til at gå i gang, forsvandt den 47-årige ubådsbygger ind i et tilstødende lokale med sin forsvarer.


Det er uklart, præcis hvad der foregik i de efterfølgende 30 minutter, men da Madsen igen tager plads i retssalen, virker han rystet og vævende.


- I går stod jeg inde i cellen i Vestre Fængsel og bliver så ked af det, at jeg smadrede hovedet ind i reolen, så jeg fik en rift på næsen, siger Peter Madsen og beskriver, hvordan han har det nu.


- Det var heller ikke rationelt, at jeg på vej hertil bad fængselsbetjentene stramme håndjernene lidt mere, siger han.


Modsat på retssagens første dag 8. marts virker Madsen træt og uoplagt. Iført T-shirt og blå bukser sidder han sammenbøjet på sin stol og svarer kun modvilligt på anklagerens spørgsmål.


Specialanklager Jakob Buch-Jepsen vil vide, om Madsen har brugt de forgangne uger på at overveje, om han alligevel vil tilstå drabet på den svenske journalist Kim Wall. Det har han tilsyneladende ikke.


- Jeg nægter mig skyldig, siger Peter Madsen og kigger ned.


På retssagens første dag fortalte den tiltalte levende om hændelsen på ubåden "UC3 Nautilus", der kostede 30-årige Wall livet.


Men da anklageren onsdag spørger ind til parteringen af Wall, forsøger han at undvige.


- Det kan en retspatolog bedre svare på. Jeg vil bare sige, at det var forfærdeligt, siger han.


/ritzau/

Tema: UC3

Vis flere

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...