Peter Madsens løgne præger timelang oplæsning i retten

Peter Madsen har fra begyndelsen løjet om drabet på Kim Wall. Onsdag bliver løgnene læst op i Østre Landsret.

Ritzau
Forsvarer Betina Hald Engmark ved ankomsten til Østre Landsret i København, hvor hun indenfor brugte timer på at læse Peter Madsens tidligere forklaringer op. Forklaringer, som ifølge Københavns Byret rummer en række løgne. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 5. september 2018 15:16

Løgn på løgn bliver læst op onsdag i Østre Landsret. Det er Peter Madsens advokat, Betina Hald Engmark, der fører ordet.

Løgnene kommer fra Peter Madsen, og som sådan er der ikke noget sært i, at en tiltalt lyver i retten. Det må sigtede og tiltalte nemlig gerne - alle andre bliver straffet.

Men Madsens løgne er alle blevet fejet til side før. Enten har han selv gjort det, eller også har Københavns Byret, i forbindelse med at Peter Madsen i april blev idømt fængsel på livstid for drabet på den 30-årige journalist Kim Wall.

Set i det lys virker Engmarks timelange oplæsning onsdag måske i nogles øjne en kende absurd, for Madsens skyld ligger fast. Det er kun straffen, der kan pilles ved.

Løgnene stammer fra Peter Madsens tidligere forklaringer i sagen. Først hans forklaring under et grundlovsforhør 12. august i fjor og siden hans forklaring fra retssagen mod ham, som blev indledt 8. marts i år, og som i april mundede ud i en livstidsdom.

Med Peter Madsen siddende til venstre for sig står Engmark ved sin pult, mens hun med tiltagende ru stemme læser op fra sagens akter.

Københavns Byret forkastede tilbage i april Peter Madsens forklaring om, at Kim Wall døde på grund af udstødningsgasser, som fossede ind i ubåden "UC3 Nautilus". Det stemte ikke med sagens øvrige beviser. Det var løgn.

Og det var ikke den første løgn i sagen. For under grundlovsforhøret fortalte Madsen, at Wall var død, fordi hun fik en tung luge i hovedet. Den forklaring løb Madsen dog selv fra, da han i oktober fik at vide, at dykkere havde fundet hovedet i Køge Bugt.

Ved samme lejlighed krøb han også til korset og erkendte, at han havde parteret liget. Først havde han sagt, at liget blev kastet i havet i hel stand.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...