Peter O. har altid sit kamera lige ved hånden

Han har fotograferet i Aalborgs gader i knap 40 år, og måske har du mødt manden med kameraet. Inden han svæver mod Sct. Peter i himlen, så skal Peter Ottesens mange tusinde billeder afleveres til lokalhistorisk arki

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

I løbet af en uge kan Peter Ottesen sagtens skyde et par hundrede billeder med sit kamera. Det er først de seneste 10 år, at han er begyndt at arkivere sine mange billeder i mapperne bag ham. Men interessen for fotografiet har været der siden Peters konfirmation.

AALBORG:Det regner, så fotograf Peter Ottesen holder sig indendøre i dag. Han sidder inde i sin lille hule i lejligheden i Vejgaard. Her er han i gang med at scanne sine seneste pletskud ind på computeren. Peter ved nok, at regnvejr ikke er optimalt, når man som ham, gerne vil fotografere naturen og fange lyset i linsen. - Jeg elsker at fotografere naturen. Et af mine yndlingssteder er Østre Anlæg. Roserne er bare et godt motiv, fortæller Peter, mens han bladrer op i ét af sine mange fotoalbummer. 61-årige Peter Ottesen fik sit første kamera i konfirmationsgave. Det var dengang, hvor kameraet var på størrelse med en knytnæve og lå beskyttet i en læderkassette. Lige siden Perters konfirmation har interessen for fotografiet været stor. Det er faktisk kun når det regner, at Peter ikke har sit kamera lige ved hånden, når han går gennem Aalborgs gader. - Det værste der kan ske for en fotograf er, at man ikke har sit kamera med, når man kommer forbi et godt motiv eller noget spændende. Det må du da også vide, fastslår Peter, der straks retter blikket spørgende mod NORDJYSKEs ligeledes rutinerede fotograf. System i billederne Selv om Peter Ottesen har fotograferet i knap 40 år, så er det først de seneste 10 år, at han for alvor er begyndt at sætte system i sine billeder. - Lige nu har jeg 66 fyldte albummer med forskellige billeder. Jeg sorterer billederne efter, hvor de er taget. For eksempel kan jeg godt lide de her fra Tall Ship Race, siger Peter og viser et af sine ynglingsbilleder af et stort træskib. Ud over billeder fra Tall Ship Race, så har Peter også fyldte albummer med billeder af Aalborg Havn, Læsøfærgen Margrethe og det rekreative område Hesteskoen i Aalborg Øst. Men også naturen på Egholm er et yndet motiv for amatørfotografen Peter Ottesen. - En nytårsdag var lyset helt fantastisk. Så tog jeg til Egholm og gik en hel time gennem store snedriver for at få et billede af et bestemt træ, fortæller Peter, der gerne går langt og venter længe for at få det helt rigtige billede i kassen. Ikke digitalkamera Peters kamera er et NOKIA F60, som han nu har været den glade ejer af i fem år. Billederne bliver fremkaldt på den gammeldags måde hos den samme fotohandler på Boulevarden. Og selvfølgelig fremkaldt til den rigtige pris. For det kan jo godt blive lidt dyrt, når man som Peter tager et par hundrede billeder om ugen. - Jeg har overvejet at gå over til et digitalkamera. Men det er dyrt. Hvis jeg skal have et ordentligt kamera med spejlrefleks, så kommer det til at koste 20.000 kroner. I stedet for scanner jeg mine billeder ind på computeren og gemmer dem på den måde, forklarer Peter, samtidig med at kigger nysgerrigt på det professionelle kamera, som netop knipser billeder af ham til NORDJYSKE Stiftstidende. Peter flyttede fra sin mor i Aalestrup til Aalborg Øst i 1969, hvor han har boet lige ind til for et år siden, hvor han flyttede i sin lejlighed i Vejgaard. Men den flittige fotograf er endnu ikke helt faldet til: - En lørdag eftermiddag i Vejgaard er sgu mere kedelig end en gåtur på Østre Kirkegård, fastslår Peter Ottesen, der gennem tiden har haft forskellige småjobs. Men fotografiet er det, som har optaget det meste af Peters tid. Og Peter har da også besluttet sig for, hvad der skal ske med sine billeder inden han måske kommer til at ligge på Østre Kirkegård. - Jeg vil aflevere billederne til lokalhistorisk arkiv. Jeg håber, de kan bruge dem, og andre kan få glæde af billederne, når jeg er væk, siger Peter, der på en måde med alle sine billeder har lavet historiske dokumenter om Aalborg gennem tiden. Det regner stadig, og Peter arbejder videre med at scanne sine trykte billeder ind på computeren. - De her er fra byfesten i Vejgaard. Dem skal jeg lige have sendt med en mail til uddeleren i brugsen, fortæller Peter O.