Biblioteker

Peter Olesen om døden

SKØRPING:Sidst på eftermiddagen i dag dukker Peter Olesen op i KulturStationen i Skørping for at tale om døden. Omkring 100 har på forhånd købt billet til foredraget, som er arrangeret i et samarbejde mellem Aktive Kvinder, Skørping Menighedsråd, Skørping Bibliotek og Skørping Boghandel. Men bibliotekar Mogens Yde oplyser, at man sagtens kan købe billet også ved indgangen i dag. - Man kan bare møde op. Der er plads til mange i salen, siger han. Den kendte tv-journalist og forfatter står bag en række bøger om døden blandt ens nærmeste: "Min mor døde. Min far døde", "Børn om mors og fars død", "Mit barn døde, min søster døde, min bror døde" og "Min mand døde. Min kone døde". Peter Olesen har fået ideen til og har redigeret bøgerne, hvor en række danskere fortæller om, hvordan det er at miste en af ens nærmeste. Peter Olesen mistede selv sin far som 15-årig. Hvert år mister 4000 danske børn en mor eller en far. Alle andre berøres på et tidspunkt af døden blandt ens nærmeste, og alle taler om den tavshed, de blev mødt med næsten overalt. Det er den tavshed om døden, Peter Olesen gerne vil have gjort op med og helst have fjernet for kommende generationer. Peter Olesen vil fortælle om emnet og bøgernes ide og indhold, bl.a. under overskrifterne: Tavshed, angst, vrede, savn og skyld, og håber dermed at kunne skabe en frugtbar debat med tilhørerne. Bøgerne kan i øvrigt købes hos Skørping Boghandel op til foredraget, og Peter Olesen har lovet at signere dem i aften.