Peter Olesen sætter kritisk spot på Løgstør

Kendt TV-journalist og forfatter kigger nærmere på den gamle bydel i Løgstør

Lasse Damsgaard
Pe­ter Ole­sen kig­ger nær­me­re på den gam­le by­del i Løg­stør. ar­kiv­fo­to: per ko­lind
Litteratur 1. september 2006 06:00

LØGSTØR: Der bliver med rund hånd uddelt ris og ros til boligejere i den gamle bydel i Løgstør på tirsdag. Det sker på Hotel du Nord, hvor den kendte forfatter og TV-journalist Peter Olesen er inviteret af Foreningen Havnebyen i Løgstør. Han har siden 1990 været freelancejournalist og forfatter med blandt andet bygningskultur som sit speciale. Peter Olesen har efterhånden mange års erfaring i at lave kritisk og kærlig gennemgang af danske byer, hvor opgaven i al sin enkelhed hver gang lyder på at komme udefra og bedømme f.eks. skiltning i hovedgade og bygningernes facader. Advokat Kurt Rehl, der er formand for foreningen, fortæller, at foreningen har aftalt med Peter Olesen, at han gennemgår den gamle bydel, hvor han vil gennemfotografere området. Om aftenen på Hotel du Nord vil der så være foredrag, hvor alle kan møde op og hvor Peter Olesen fortæller om sine iagttagelser i byen. Der vil være masser af ris og ros til ejerne af bygningerne i området. Alle har som nævnt adgang til foredraget, hvor det koster 30 kr. at komme ind. Foreningen Havnebyen i Løgstør har som sit mål at virke for bevarelse af gamle smukke bygninger og sammenhængende miljøer af æstetisk og kulturhistorisk værdi. - Når Peter Olesen kommer til byen, så har han langt større ”ytringsfrihed” end lokalt bosatte - og med den frihed kan han sættes fokus på byens dømme punkter. Han kan med helt frisk øjne se på. f.eks. hovedgadens skiltning, men også fremhæve de gode eksempler - nye som gamle, siger Kurt Rehl. Han fortæller, at det er aftalt med Peter Olesen, at han også skal sætte kritisk spot på småting som byens møblering, bænke, gadelygter, papirkurve og plantestativer. - I det hele taget går intet ram forbi, og humøret skulle være højt undervejs, fordi de klassiske fejltagelser i bygningskulturen som regel giver anledning til megen moro, siger han. Arrangementet starter kl. 18.30 på tirsdag og varer omkring tre timer. Foreningen Havnebyen Løgstør har fået støtte fra Spar Nord, Sparekassen Midtfjord og Kulturelt Samråd for at kunne gennemføre arrangementet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...